tirsdag den 29. november 2011

Hund med egen sofa

Her på matriklen har hunden egen sofa!!
Den første hund, Bongo boxer, fik lov til at komme i sofaen (og sengen hos husherren). Sofa og hund klædte hinanden godt - brunt fløjl og en gylden boxer.
Tanja, som var den næste boxer i rækken, lærte, at det ikke var tilladt at komme i sofaen, som i mellemtiden var skiftet ud med en hjørnesofa i twwed i flere brunlige nuancer.
Husherren og jeg havde hver sin gamle engelske kaminstol (et par hundrede år gamle) i TV-stuen (1. salen), og dem var vi trætte på et tidspunkt, og den ene blev sat til storskrald, og den anden blev sat i stuen  (stueplan) til Tanja. Hun elskede den stol og krøb sammen og nød livet. Hun kunne også stå op på ryglænet og se ud på gaden.
Max, boxer, flyttede ind som hvalp og boede sammen med Tanja i den stol. Han lå mest ovenpå hende. Åh, som hun var overbærende og tålmodig med det lille kræ
2 livlige boxerhunde i en stol gjorde ende på stolen (Tanja havde taget afsked med livet), og der blev indkøbt en ganske billig 2 personers sofa til Max. Desværre blev Max-manden ikke så gammel. Sofaen var kun et års tid gammel, da han sagde farvel til livet, så den blev stående. Det ku jo være, der flyttede en hund ind igen.
I hvert fald husherren og jeg var enige om at være "hundefri" i nogle år.
Hm, det varede nøjagtig 10 måneder, så flyttede Black ind, og han overtog hundesofaen.
Så ku vi have de andre sofaer i fred.
Husherren og jeg har altid haft en fiks ide om, at hunden skal kunne se ud af vinduet - derfor stol og sofa. Der er også mulighed for hunden at se ud af terrassedøren til haven og glaspartiet ved siden af hoveddøren til gaden.
Black har jo altid været en artig hund. Et enkelt nej og han lystrer prompte. En gang en pote i menneskesofaen, et nej og så er det historie med at nærme sig dem.
Max' gamle sofa har set bedre dage. Black har kradset rede, og der er nu gået hul i betrækket.
OG - den står foran en af radiatorerne, så varmen fra den går lidt ind i sofaen.
Derfor tog jeg på indkøb i dag, og den første butik jeg besøgte, havde lige præcis den sofa jeg gerne ville have - til hunden.
En fin puf, med samme mål som det indvendige af den nuværende sofa.
Jeg kan hente puffen på torsdag, og
SUK - Black er meget lidt glad for forandringer (indtil han har vænnet sig til det nye)...
han skal have meget udtrykkelig besked på at det er HANS sofa, og det er tilladt at komme der.
NÅR han har accepteret tingenes tilstand, vil han blive lige så tryg i den som i den gamle sofa. (Ellers er gulvet jo et alternativ - eller hans tæppe i køkkenet).
Og jeg får mere varme til at cirkulere i stuen.

8 kommentarer:

  1. Hvor er Blacks nye puf flot, jeg er spændt på, om der går flere dage før han accepterer den ☺.

    Tak for tippet mht. Sigrid Undsets Kristin Lavransdatter, hvis den er på højde med Ken Follett, så er den god. Jeg kender godt den tomme fornemmelse man har, når en vidunderlig god bog er slut.
    Knus og en god onsdag til dig.

    SvarSlet
  2. Hvor var det dejligt at læse om dine hunde!

    Black er en heldig hund med egen puf - nu håber jeg, han hurtigt vænner sig til den. Her synes kattene også, at alt er bedst, som det plejer at være :-) Klem og god onsdag til jer begge!

    SvarSlet
  3. Fin og dejlig historie om dine hunde. Jo, de kan skam også lide at gøre sig det behageligt! ;)

    Håber Black bliver tilfreds med den gode forandring. Sådan er det, man skal lige vænne sig ...

    SvarSlet
  4. Annette: jeg tror, der går lidt lang tid, før den er accepteret. Jeg skal nok opdatere bloggen med nyt om fremdriften.
    Glæd dig til Kristin Lavransdatter
    God onsdag til dig og knus

    SvarSlet
  5. Madame: jeg vil tro, at det er sådan for alle husdyr, der skal helst ikke laves for meget om.
    God onsdag til dig, og klem

    SvarSlet
  6. Megan: ja, der er tilvænning. Det skal nok gå godt :-)

    SvarSlet
  7. Det var da ikke et helt ringe sted at være hund med både sofa og udsigt :)
    Her er dyrene ( de indendørs ) medlemmer af familien og må være overalt - pånær på bordene. Så vi indkøber sofaer, som passer til dem. Men engang kunne jeg da godt tænke mig en lys sofa.

    SvarSlet
  8. nice article! thanks for posting!

    SvarSlet