I dag har jeg mødt den sødeste lille dreng, Sander på 5 år.
Der var ikke flere ledige pladser, mens vi venter på at komme ind (på et ambulatorium), så jeg spurgte pænt om jeg måtte låne den ene af de 2 børnestole.
Det måtte jeg da godt. Sander stod og kiggede på en skærm i børnehøjde.
Jeg spurgte, hvad laver du?
Maler og tegner.
Hvordan gør man det? spurgte jeg - og så fik jeg et kursus.
Så havde "vi" tegnet nok, og han hentede puslespil på skærmen til os.
Først ham, så mig.
Hans far gav mig et "tak-tegn" med tommelfingeren, for han havde travlt med at snakke i telefon.
Og af samtalen kunne jeg forstå, at den lille Sander kun har kort tid tilbage at leve i, for hans kræft er brudt ud igen.
Det gjorde MEGET ondt at høre.
Langs hele hårgrænsen har har et ar - efter en nylig overstået operation.
Jeg er dybt taknemmelig for at være blevet så gammel uden at have fejlet ret meget gennem hele livet.
Ja nogle gange så kommer man til at tænke over nogle ting i tilværelsen som man pludselig sætter mere pris på. Det er trist at høre om den lille dreng :(
SvarSletAnette: jeg sender også hans forældre nogle gode tanker med alt det forfærdelige de skal igennem, hvis det er sandt det jeg hørte faderen sige i telefonen.
SvarSletDet gør ondt at læse dine ord. Der er ikke rigtig nogen retfærdighed til, når så ungt et menneske skal rammes så hårdt.
SvarSletSusanne: det er hårdt, og også med tanke på forældrene...
SvarSletÅhnejda. Hvor var det godt, du lige tog dig lidt tid til ham - han har brug for alle de gode oplevelser - små som store - han kan nå at få i sit forfærdelig korte liv. Hans forældre er nok mere kede af det end ham - han er nok ikke selv klar over det, kunne jeg tænke mig.
SvarSletEllen: Den lille Sander er vist overhovedet ikke klar over, hvilken skæbne der venter ham. Børn lever heldigvis lige i NUET.
SvarSlet