Maos sidste danser

havde premiere i går aftes.
Vi så den.
Som de kunne danse (ballet), og det er de store følelsers film, så vi fik både gåsehud og måtte have kleenexen frem.
Happy ending.
Lige en film for mig.

Fra biografclub Danmarks anmeldelse:

Politik og poesi med ”Maos sidste danser”


Bruce Beresford er en australsk instruktør, der blandt andet står bag den Oscar-vindende ”Driving Miss Daisy”. Nu er han aktuel med den poetiske og politiske: ”Maos sidste danser ”, som har høstet stor hæder verden over. Filmen bygger på en selvbiografi af samme navn fra 2003, som blev en mægtig publikumssucces og kåret til ”Book of the Year” i Australien.
Historien er fantastisk smuk og handler om Li Cunxin, som vokser op i en fattig kinesisk provins. Som 11-årig blev han håndplukket af en delegation udsendt af Madame Mao for at fremme kulturen i Kina. Li Cunxin bliver sendt til Beijing for at danse ballet under benhårde forhold og 16 timers træningsdage. I 1979 bliver han, som den første balletdanser nogensinde sendt på balletskole i USA. For Li Cunxin åbner en helt ny og fremmed verden sig op, og han forelsker sig i en amerikansk pige. Li Cunxin begynder at stille spørgsmålstegn ved det Kinesiske Kommunist Parti, men samtidig går det op for ham, at hvis han nogensinde vil gense sin familie, må han forblive en tro støtte overfor partiet.