Et mareridt

På vej hjem fra arbejde i går eftermiddags - jeg kørte stille og roligt i inderbanen på motorvejen med mine sædvanlige 90 km i timen.
Jeg havde planer - en lang, lang gåtur med Black og bagefter rengøring.
Lige pludselig vandrede i slentretempo en hund tværs over motorvejen. Jeg kunne intet gøre. Jeg ramte den.
Jeg var KVIK til at få tændt katastrofeblinket og kom hurtigt ind til siden.
Hunden lå bare midt i indersporet.
Jeg var sikker på den var død. Jeg var dybt rystet.
Jeg måtte hen til den.
Der var heldigvis 2 andre biler, som kørte ind til siden. Den ene bar hunden ind i rabatten. Den var ikke død. Den var smurt ind i blod omkring snuden og den havde blodskudte øjne.
Den kiggede på mig, og jeg satte mig på hug og klappede den, og snakkede til den.
De 2 mænd var gudskelov handlekraftige, og de fik hunden ind i den ene bil, og vi kørte alle 3 til dyrlægen med den.
Hunden var kommet lidt mere til sig selv, men den havde svært ved at trække vejret. Dyrlægen mente, at den havde punkteret en lunge.
Dyrlægen vidste, at hunden var efterlyst. Det er smart, at hunde skal have en chip, så hun fandt hurtigt frem til ejeren.
Hun fik mit telefonnummer og ringede senere til mig.
Min bil - selvom det kun er en ting - skal repareres, og hunde har en ansvarsforsikring.
Desværre måtte de aflive hunden. Den var 3 år. En springerspaniel.
Mine planer blev ændret, for jeg skulle lige reparere mig selv.
Det er en voldsom oplevelse, sådan at køre et dyr ned.

Tirsdag morgen på Blacks og min morgengåtur mødte vi en hund, der stod og ventede på sin ejer, der var inde hos bageren. Den så Black og stormede over gaden til ham - lige ud foran en bil.
Jeg blev gal på ejeren, for det hører absolut ingen steder hjemme at lade hunde gå uden snor!