Pote

Black og jeg har noget tilfælles.
Jeg har et stykke titanium i mit højre håndled. Det blev sat i, da jeg kvaste mit håndled i 2004.
Black har et stykke i sit højre bagben, da han for 4 år siden kvaste sit lårben.
Her til aften har Black passet på en stor flok (han havde 8 gæster), og lige pludselig var det panik i hele selskabet (læs: uro i hans flok), for han peb noget så ynkeligt.
Hans venste bagpote sad fast i terrassegulvet (det er trægulv), og han kunne ikke få den fri.
Jeg er god til førstehjælp ( med hjertemassage), så det iskolde handlingsprægede overblik kom op i mig, og med et snuptag fik jeg befriet hans pote uden der skete noget med den. Og vi blev fri for at skulle have mere titanium i.
Der var ingen skade sket, og hunde har heldigvis den evne som dyr nu engang er i besiddelse af, at når faren er drevet over - er alt glemt. Bare tænk på dyrene på savannen, når de bliver jaget. Når faren er gået for sig selv igen, græsser de videre.
Black skulle så rundt og give pote til os alle sammen. Alt er OK og såre godt. Jeg har styr på jer - min flok.
Så der er høj poteføring igen.
Gæsterne er kørt hjem, og der er dømt hvil.
Jeg ved, at det er en træt hund jeg har i morgen.