mandag den 25. februar 2008

Ude i solen

Det ER forår nu.
Hunden har været ude at søge og finde efter røde pølser i haven, mens jeg sad lige midt i solen på terrassen i 1½ time og nød livet - med strikketøjet.
Det er så dejligt at blive varmet igennem af solen og betragte alle de skønne forårsbebudere.
Kejserkronerne er allerede 10 cm høje - vildt og vanvittigt, med de 4 nye årstider.

søndag den 24. februar 2008

Garn kan man ikke få nok af


er der nogen ude i blogland, der siger.
Se lige en ladning garn, som Zette leverede i går. Jeg har garn til en hel sommer.
Tyk fed bomuld i baggrunden. I forgrunden til venstre hvidt bomuldsgarn Paris til en sød sommerbluse med lange ærmer. Har hentet opskriften fra Garnstudio. Kommer senere her på bloggen.
Rødt, sart lys grøn og lys lilla muscat. Jeg ser allerede mig selv siddende i haven i fuld sol og strikke med disse skønne garner. Forårsfarver. 12 nøgler gul bliver eftersendt, når de er på lager.
Bagest i baggrunden: En herlig masse lyserød MANDARIN. Disse skønne nøgler har Zette haft liggende i en kurv LÆNGE, og hver gang jeg har set dem, har jeg sukket over deres skønhed. Jeg kan næsten ikke tro mine egne øjne, at de nu er flyttet til Køge. En udsøgt fornøjelse skal det blive at strikke af dem.

Hækleri mystery

Her er mit før-billede til hækleri mystery. Marianne fra Markno udgav første del af opskriften til et tæppe i fredags. Jeg er allerede godt i gang. God måde at få brugt resterne på.

lørdag den 23. februar 2008

Naboen

Jeg fik mine fine nye sofaer i tirsdags om formiddagen. Om eftermiddagen fik naboen et helt vognlæs nye møbler. Jeg måtte lige kigge indenfor hos dem for at se "ragnarok" og lovede at komme hver dag resten af ugen for at se, hvordan arbejdet skred frem.
Som lovet så gjort onsdag efter arbejdstid. Det var begyndt at ligne en møbleret stue!
Naboen har også en kat, Ugly. Pia kan godt lide, at alting matcher i stuen, og hun havde købt stof til en pude med krøyer kugler til katten, og så mange sofapuder der kan blive af resten af stoffet. Men men.... Pia er ingen ørn ved en symaskine, så da jeg forlod naboen, havde jeg en pose med stof i hånden!! Frække Pia. Jeg har 2 symaskiner og en overlocker og har brugt dem flittigt hele livet, så det er "piece of cake" at sy Pia og Uglys puder.
Samtidig kan jeg jo sy et par stykker til mig selv af provence stof, jeg "faldt" over sidste år.
Og genoplive mit gamle projekt patchwork sofapuder i thaisilke. De vil passe ganske fint til mine nye sofaer.
Strikkeriet er sat på stand-by en enkelt week-end. Der skal være forandring i de kreative udfoldelser.

31 ord

Disse spørgsmål drøner rundt i blogland. Jeg har kopieret dem fra Zette. Nu er det din tur.

1. Hvor er din mobil? I opladeren
2. Din kæreste? 3 alen under jorden
3. Dit hår? Lyst og kort
4. Din mor? I himlen
5. Din far? I himlen.
6. Din favorit-ting? Min campingstol
7. Hvad drømte du om i nat? Husker ikke
8. Hvad drikker du helst? Kaffe
9. Drømmebil? En rød Ferrari
10. Hvilket rum er du i nu? Køkkenet
11. Din eks? Ingen.
12. Din største skræk? Vand
13. Hvad vil du være om ti år? I en ny bolig
14. Hvem var du sammen med i aftes? Mig selv og hunden.
15. Hvad er du ikke? Negativ
16. Det sidste du gjorde? Lukkede Black ud i haven
17. Hvad har du på? Fritidssæt
18. Din favoritbog? Amber, altid Amber
19. Det sidste du spiste? Knækbrød med ost
20. Dit liv? Positivt
21. Dit humør? Godt
22. Dine bedste venner? Hemmelighed
23. Hvad tænker du på lige nu? Min brors fødselsdag
24. Din bil? Fiat
25. Hvad gør du lige nu? Skriver
26. Din sommer? Fuld af sol
27. Civilstatus? Single (enke)
28. Hvad er der på tv lige nu? Slukket.
29. Hvornår lo du sidst? I morges
30. Hvornår græd du sidst? I september sidste år
31. Skole? Onsdag

tirsdag den 19. februar 2008

søndag den 17. februar 2008

Strik projekter

I denne week-end har jeg afsluttet 2 projekter.
Det ene startede jeg på da det var sommer (2007). Det er en brun sag i bomuld, og selvom mønsteret er utrolig nemt, var det sent og lidt besværligt at strikke. Jeg nåede da at blive færdig med den inden det bliver sommer igen. Og det er det snart.
Den anden er min isblå cashmere cardigan. Den er lige blevet vasket, og når den er tør, skal den fotograferes her til bloggen sammen med den brune.

Nysgerrig?


På en aftentur med Black, da mørket var faldet på, stod hunden helt stille og ville ikke videre. Det var da bare fordi der var en hund, næ der var 2 var der, inde i en have, og de skulle da lige hilse på hinanden. Da de havde hilst færdigt, gik vi videre langs havehegnet, der er højt. Dog ikke højere end at jeg lige kunne nå at kigge ind over, når jeg stod på tæer. Jeg er født nysgerrig, så jeg måtte jo kigge ind, for den anden hund ville også hilse på. Og hvad var det for en? EN BOXER.
Black er en labber og en helt anden type hund end boxeren. Jeg har haft boxerhunde i over 30 år, så det er en af yndlingshundene. Det var en lille fin dame - og hun havde sin lange hale. Åh, hvor er hun sød.

lørdag den 16. februar 2008

To glade hunde

Jazper

Black og Jazper er gode venner. Jazper er hurtig som lynet. Det er Black også. De havde en herlig eftermiddag i går i Jazpers have, som er helt lukket. Mens de to hunde drønede rundt i et par timer, hyggede Marianne og jeg indendøre med te og snak - om strikketøj og meget andet.

God socialisering for hundene - der var mega trætte bagefter.

NYE SOFAER


Så lykkedes det endelig - efter utallige besøg i diverse møbelhuse - at finde en sofagruppe. Billede kommer om lidt. Måske - teknikken driller. Så lykkedes det.
Sofaerne kommer på tirsdag. Heldigvis skal jeg ikke vente i 8 uger - det kunne min tålmodig ikke bære.

fredag den 15. februar 2008

Solen skinner

og det er bare så dejligt vejr, set indefra en kontorstol.
Nu vil jeg da bare gå ud i det skønne vejr og køre til Læderland i Roskilde, for jeg tror de har en sofa eller 2 der står og venter på mig.

onsdag den 13. februar 2008

Engleklubben

Vi snakker kosmologi i min engleklub. Vi mødes en gang om måneden, og det har vi gjort i ca. 10 år.
Desværre meldte Britt afbud, fordi hendes drøm om at blive farmor brast, da hendes svigerdatter aborterede. Mange gode og positive tanker til Lotte og Kenneth om hurtigt at komme sig over tabet.
Vi kan skam godt snakke kosmologi og strikke samtidig.
Anni, der er blind, kan skam godt strikke, hun mangler bare lyst.
Marianne havde en igangværende bluse i alpaca med. Hun havde lige brug for at låne en lang rundpind. Godt jeg har et stort lager af rundpinde - samlet gennem mange år.
Jeg fandt selv min pinkfarvede bomuldsbluse - nr. 2 ærme - frem.
Vivi er fantastisk til at brodere og hækle. Og da jeg er i gang med at rydde op i samtlige skabe og skuffer, fik Vivi alle mine rester og arvegods fra mor og svigermor i hæklegarn til mellemværk. En ordentlig stak flakoner og færdigt mellemværk kom med hjem i Vivis kurv sammen med nogle påbegyndte servietter med hardangerbroderi. Hun jublede, for det har hun og hendes mor planlagt at Vivi skal lære.
Hardangerbroderi hører til min ungdoms sysler! Det er jo kun et par dage siden.
Den gamle stærke ost smagte fortrinligt. Det samme gjorde hvidskimmelosten - med blåbærsyltetøj.
Black er så glad, når han får gæster. Han elsker Vivi, og stod det meste af aftenen oven på hende i den lille 2 personers sofa, som han betragter som sin egen. Det bliver også hans helt egen, når jeg engang får taget mig sammen til at købe nogle nye møbler.

tirsdag den 12. februar 2008

En tøsetur

Mandag morgen. Mandag er min bedste dag i ugen. Jeg er frisk og udhvilet.
Denne mandag morgen vågnede jeg op til en fridag - min månedlige deltidsdag.
En herlig følelse.
Endnu bedre: jeg skulle mødes med Zette her i Køge.
Først skulle vi begge to til tandlægen, og bagefter ud at ose og shoppe.
Jeg havde et lille hul der skulle repareres. Sådan er det med os efterkrigstidsbørn - overbehandlede tænder.
Zette: nul huller. Efter endt behandling blev hun dog kaldt ind i tandlægestolen igen, fordi tandlægen skulle tælle hendes tænder. En ny administrativ regel, ellers får tandlægen ingen refusion fra det offentlige. Er det lige hul i hovedet?
Zette ville hen i garnforretningen. Hun er jo garnfreak og selvom hun i hvert fald har 100 kilo garn på hylderne derhjemme i Ølstykke - måtte hun altså hen i Køges eneste garnforretning. Men desværre - der var mandagslukket.
Så gik vi da bare ind hos Vivaldi og fik en god kop kaffe - og varmen, for jeg havde kolde hænder.
Bagefter var vi henne i ostebutikken og købe hjemmelavet hvidløgsost og god gammel ost til min engleklub, der kommer på onsdag. Puha, den stinker - og smager ganske fortrinligt.
Laura fik også besøg af os. Laura er en dametøjsforretning. Zette måtte eje en rød forårsfrakke og en fin rød bluse i tyndt strik. I min indkøbskurv havnede et par hvide cowboybukser med stræk (kan ikke leve uden stræk i bukserne), en hvid og rød t-shirt.
Selvfølgelig skulle vi også hen forbi byens skobutikker, der bugner af fine forårssko. Det må vente til senere på ugen - for mig.
Vi skulle nemlig også ud til Idemøbler og se på nye møbler til mig. Det tager sin tid at vælge. Der er så mange grimme sofaer og kun få pæne.
Så kørte vi hjem for at få lidt til den søde tand - indkøbt hos bageren - og for at strikke og hygge.
Claus og Felix kom senere på eftermiddagen.
Stor gensynsglæde mellem de to hunde. De er bare SÅ glade for hinanden.
Zette var ret træt og ville gerne hjem, så den planlagte ”middag” fra grillen blev udsat.
TAK for en skøn dag - datteren min.

mandag den 11. februar 2008

Havearbejde i februar

Vi er i første halvdel af februar. Det er så ganske anderledes med vejret. Februar er en vintermåned, og så er der høje varmegrader.

Jeg har været på havearbejde. Nøddebuskene er blevet klippet korte. Sidste år var de ca. 8 meter høje, og blev skåret ned til 2 meters højde, og den højde skal de blive ved med at have.

Rundt omkring står erantis og vintergækker i små grupper og lyser op - om kap med en strålende sol.

Det er helt vildt med havearbejde i februar.

Det er ganske vidunderligt at sætte sig i en lun krog af haven og lade solen varme sig. Med en kop kaffe og strikketøjet.
Jeg er ved at strikke forkanter på min isblå cashmere cardigan. Det er "lange" pinde - 350 masker på pinde 2,5. Og jeg kan snart afslutte projekt cashmere.

mandag den 4. februar 2008

En tur med Metroen

Den københavnske Metro er et fantastisk bygningsværk.
Jeg kører med den en af og til, og bliver lige imponeret hver gang.
Jeg siger til mig selv, at det er sundt at køre med den kollektive trafik - bare for at opleve at det er ren forkælelse at sætte sig ind i sin egen bil og køre til og fra arbejde (og andre steder).
At køre med S-tog, bus og Metro fra Køge til Amager har også den fordel at jeg kan strikke og på vej hjem få en powernap. I dag har jeg strikket et halvt ærme (lange ærmer) på min pinkfarvede sommerbluse i bianca bomuld.
Og når det er vintertide og frost på bilens forrude, behøver jeg heller ikke skrabe is.
Endnu en fordel med metroen: den stopper jo lige på Kongens Nytorv under Magasin, og så er der ikke langt til Gabor butikken, som har ganske skønne sko og støvler.
Jeg er skofreak!
Tænk, hvis jeg var hund, så behøvede jeg ikke strikke pels (læs: trøjer, sjaler, vanter etc) eller tænke på sko. På den anden side - så skulle jeg spise hundemad!

søndag den 3. februar 2008

Mine pulsvarmere


Min datter har strikket nogle dejlige pulsvarmere til mig i skyggestrik. De er ret gode at have på, når hunden og jeg går morgentur i den tidlige morgenstund.

En morgenstund beholdt jeg dem på, da jeg kørte på arbejde. Puttede dem i frakkelommen.

Senere på dagen, da det var tid til aftentur, var den ene pulsvarmer væk. Ja, rigtig gættet, jeg blev meget ked af det. Jeg ledte.... og fandt den heldigvis - i min bil.

Når hunden strikker




Jeg har temmelig mange rester i bomuldsgarn, og hvad er mere nærliggende end at strikke et håndklæde til at tørre poter med?

Resterne blev sorteret i farver, der matcher. Pinde 8 fundet frem og det hele lagt til rette på kogeøen for at blive fotograferet.

Et nøgle var havnet på gulvet, og hvad der ligger på gulvet, er hundens.

Han fik lov til at beholde det, så han også kan strikke.

lørdag den 2. februar 2008

Kyndelmisse

Kyndelmisse varsler om forårets komme.
Kyndelmissemesse i Køge - man skulle have et kyndelmisssemessepas til 20 kr. på højre håndled for at kunne komme ind de steder, der havde kyndelmissearrangementer.
Jeg har boet i Køge siden 1969, og har aldrig set Køge Rådhus - den gamle del af det - indefra. Der var kyndelmissseåbent på Rådhuset, så det var jo meget nærliggende at opleve denne begivenhed. Vores unge borgmester, Maria Stærke, viste rundt og fortalte en masse om Rådhusets historie. Herefter et besøg på Køge Skitsesamling, der også havde aftenåbent og skabt en "uhyggelig" heksestemning.
I gamle dage - da jeg var københavner - var kyndelmissen startskuddet til kø hos Dansk Folkeferie, hvor man skulle stille sig op i en lang kø for at sikre sig et sommerhus i et af de billige sommehuse, som folkeferien ejede.
Fagre nye verden og teknologiens udvikling - i dag bestiller vi via nettet.
Ligesom jeg blogger.
Og sælger ting via QXL i stedet for at bruge affaldsbeholderen og genbrugspladsen.