tirsdag den 10. januar 2017

Garn- og stoflager

Ved nytårstide gjorde jeg mit garn- og stoflager op.
Det har en nydelig størrelse.

Garnlager:
119 kilo 125 gram
Stoflager:
95 kilo 360 gram

Tænker jeg skal lave en fane, hvor jeg nedskriver hver måned.
Og opskriver, når der kommer nyt garn til matriklen - det kan være i form af gode tilbud fra garnpusherne eller andet.

Fra april til december 2016 siger mit regnskab, at jeg har strikket ting og sager af ca. 28 kilo garn og syet ting og sager af ca. 17 kilo stof.
Tilgangen i samme tidsrum var 47 kilo garn og 12 kilo stof.
Jeg har ikke styr på hvor meget af det jeg selv har købt - det er jo også uden betydning.
Det kan være, at det ser anderledes i 2017.

Jeg venter også på, at to australske damer skal åbne for OPAM 2017. Det er et projekt, hvor man rapporter og viser på sin blog, de projekter man har færdiggjort i løbet af en måned. De tæller op på verdensplan.
Det kunne jo være, at jeg skal gøre det til et både sommer- og vinterprojekt at blive færdig med mit røde patchwork blomstertæppe, som jeg købte materialer til i 2012 - et par uger efter min datter fik transplanteret sine nye lunger.
Hidtil har det kun været et sommerprojekt - at sidde ude og sy. Skønt at fortabe sig og glemme tid og sted.

mandag den 9. januar 2017

Og et par til mig selv

Der er kommet ny beboer i min have. Den sødeste kat. Den kiggede meget bestemt på mig...
Ingen ny beboer inden døre.
Det viser sig, at det er nye genboer lige længere henne af vejen, der er ejer af denne søde kat.

Det er sandelig også lykkes for mig at få produceret et sæt gryde-vanter-lapper til mig selv.
Det er rester fra et patchworktæppe jeg lavede til mig selv for nogle år siden i Bargello-teknik.

søndag den 8. januar 2017

Lagergarn

Mit lagergarn er blevet nedskrevet med nogle hundrede gram.
For nogle år siden fik jeg Semilla garn i adventsgaver. Så vidt jeg husker var der 30 nøgler i mange forskellige farver.
Nu er lidt af de 30 brugt til denne bluse, og den er allerede et hit.
Det hvide garn er noget mit barn har spundet, og hun kalder det fake cashmere.
Uanset hvad det hedder er det meget lækkert og blødt.


lørdag den 7. januar 2017

Et nytårsforsæt - og babyboom

Nytårsforsætter er normalt ikke noget jeg begiver mig af med.
I år ved nytårstide har jeg dog lovet mig selv, at et nytårsforsæt skal være, at
JEG INGEN SKADER FÅR PÅ MINE BEN.
2016 - mest forår og sommer - var jeg uforsigtig, og sikkert også lidt kvajet og fik temmelig mange sår på benene.
Der var engang i min barndom en sang, der hed:
PIGE TRÆD VARSOMT
Den må jeg synge, når jeg bevæger mig rundt.

Der er babyboom i min svigerfamilie. Det er 4 år siden, der sidst var en nyfødt baby med til familiedagen i juni. Der er to nye babyer på vej, og det bliver sommerbørn. Det er min nevø og niece, der skal være bedsteforældre nu.

God lørdag.

fredag den 6. januar 2017

før og efter

Før

et styk hestehale

efter
Så skal jeg bare ud at finde en parykmager, der mangler nordisk hår.
Tanken var at give den til kræftens bekæmpelse, men jeg vil hellere give den til en parykmager, der laver parykker til folk, der bruger paryk permanent.
Min mor gik med paryk de sidste 40 år af sit liv pga hårsygdom og hun var lykkelig, når hun fik en paryk lavet af nordisk hår.

torsdag den 5. januar 2017

en STOR dag

Det er en STOR dag for mig i dag.
Jeg var i Borgerservice for at få fornyet mit kørekort.
Jeg har lææænnnnge ønsket mig et i den lille dankortstørrelse i stedet for det store gamle lyserøde, som har en dum størrelse til en lille damepung.
Mit kørekort udløber om nogle få måneder.
Jeg holder meget af at få mine ønsker opfyldt, og udskiftning af kørekort har været på ønskelisten længe.
For et par år siden fik jeg taget pasfoto - 4 styks og brugte kun et - og tænkte, at de også var gangbare i dag, så dem tog jeg med til Rådhuset.
Kommunedamen spurgte, om hun skulle tage et billede af mig.
Jeg tror nok, jeg måbede lidt..... nej, jeg har billede med.
Det første kørekort blev udstedet 18. november 1965 - samme dag som min niece blev født - det andet fik jeg i 1991, uvist af hvilken årsag.
Og nu det tredje.
Jeg glæder mig til at få det nye kort, fordi det kan være i min lille pung, for guderne - eller rettere politiet - skal vide, at jeg mange gange har kørt bil uden at have kørekortet med.
Da kommunedamen sagde prisen på fornyelsen, blev jeg helt forundret og udbrød, det er da BILLIGT.
Det koster altså kun 130 kr.
Det er jo også helt fint, at det for et års tid siden eller mere blev vedtaget ved lov, at der ikke skal lægeattest ved fornyelse ved støvets år.
Og så vidt jeg er orienteret, snakker politikerne om, at der heller ikke skal lægeattest til, når man runder 75 år.
I mellemtiden - jeg skal bare vente et par uger, og er blevet udstyret med et midlertidigt.

onsdag den 4. januar 2017

En sjældenhed

Det hører til sjældenhederne, at der varsles forhøjet vandstand herovre østpå.
Kommunerne, beredskabsstyrelsen og andre gode folk arbejder på højtryk for at sikre, at vandet ikke kommer ind i boliger og andre huse.
Mit hus ligger 15 meter over havets overflade, så her er ingen fare på færde.
Eneste der kan ske, er hvis kloakkerne ikke kan tage alt vandet, så stiger det lidt i min kælder.
Huset er gammelt, fra 1920, og dengang var det et krav, at der blev lavet beskyttelsesrum, og det er det rum jeg kalder kælder. Den ligger for sig selv på den anden side af min indkørsel, og er altså ikke i forbindelse med huset. Kælderen ligger 2 meter under jordoverfladen, og hele året rundt holder den konstant 8 grader, så den er perfekt til opbevaring af mad- og drikkevarer.
Tidligere brugte vi den til at opbevare alt fra vores selvforsynende køkkenhave.
Nu er der kun maling og saft fra sommerens frugt.
Håber der ikke vil ske skader nogen steder.
Mennesket gør sit bedste for at modvirke naturens enorme kræfter, og det er jo en kendsgerning, at naturen bestemmer selv.


tirsdag den 3. januar 2017

Vandretur

Tirsdag går jeg i studiekreds på Frederiksberg, og benytter mig af at jeg er i staden til lidt sightseeing.
I dag ville jeg bare på en lang vandretur, så jeg gik fra Frederiksberg til Kongens Nytorv, og når jeg nu var derinde, skulle jeg lige ind i Maga og se om jeg kunne lade mig friste af deres udsalg.
Det kunne jeg godt, men jeg købte ikke noget.
Jeg har en halv aftale med veninden om tur på udsalg, og Maga har ægte udsalg. Pt har de 30% og som tiden skrider fremad, stiger procenterne. Er jeg heldig, kan jeg måske opnå 70%.
Jeg har gået næsten 8 km i dag, og det er godt for julesulet.
Jeg kan tilføje, at metro, S-tog og bus kørte planmæssigt. Skønt.

mandag den 2. januar 2017

Rester

For nogle år siden syede jeg et patchworktæppe til nogle venner.
Det er godt at have en blog, for så er det muligt at se, hvornår begivenhederne fandt sted.
Jeg mente det var omkring 4 år siden, næ nej, dokumentationen siger 6½ år.
Der var rester tilbage fra tæppet, og jeg har længe tænkt på, hvad de kunne bruges til.
2 sæt gryde-grill-vanter, som de fik nytårsaften.
Og de vakte stor lykke.

Der er stadig rester tilbage, og de blive forvandlet til et forklæde.
Det kunne være fint, hvis der kunne blive til 2 forklæder.
For vennerne bruger nemlig forklæde.
Jeg gør ikke!!

søndag den 1. januar 2017

Hygge

I går skulle jeg til nytårshygge (med overnatning) hos venner på Frederiksberg.
Bus og tog til staden!! Det krævede GOD tid, og jeg var heldigvis i meget god tid hjemmefra.
Det S-tog jeg havde regnet med at skulle med, var aflyst. Og i week-enden kører togene fra Køge med stop hele vejen derindaf. Der var mange - som i rigtig mange - mennesker med toget, og det er skønt at opleve, at folk lader bilen stå sådan en aften.
Midt på perronen var der en ung dame, der lige skulle tjekke sin telefon, samtidig med at hun forsøgte at styre sin cykel - med det resultat, at jeg blev - næsten - nedlagt af hendes forhjul. Hun var dog nærværende nok til at sige undskyld. Ingen skade sket. Og jeg tænkte i mit stille sind, godt hun ikke kørte bil.
Jeg må nok indrømme, at jeg havde indlagt et kort besøg i Tivoli på min rute, men det droppede jeg, da jeg endelig nåede ind til hovedbanegården.
Hen at finde en bus, som også var aflyst.
Da bussen endelig kom, blev den fyldt til bristepunktet, og det tog sandelig sin tid at komme forbi Rådhuspladsen, som var spærret helt af (forebyggelse af terror?).
Jeg nåede mit bestemmelsessted - lige i tide til at se Dronningens nytårstale.
Men men men, der var noget med et TV-signal fra YouSee, der ikke virkede.
Så vi så først talen lige før midnat.
Værtsparret havde sørget for excellent mad, og jeg blev komplimenteret for min gode appetit. Puha, jeg kunne trille.
Det var en mega hyggelig aften, og flot var det med fyrværkeriet ud over byens tage (vennerne bor højt oppe).
Det var midt om natten, da vi endelig gik i seng.
Skønt også at få serveret morgenmad.
Mindre skønt var det at læse om en personpåkørsel tidligt i morges på Ishøj station, så togene var indstillet. Jeg blev et par timer længere end planlagt, og da jeg tog mod det hjemlige, kørte alt planmæssigt.
Resten af dagen - ren afslapning.
Godt nytår.