tirsdag den 12. januar 2010

free counters

Tandlægebesøg

Jeg har lige besøgt min tandlæge til det halvårlige besøg.
Jeg havde mistet en flig af en fyldning i den ene fortand - sådan helt oppe ved tandkødet. Den gamle del skulle lige slibes til.
Uhu, jeg er bestemt ikke begejstret for det bor. Da jeg var ung og yngre end nu, kunne jeg bare ikke klare at blive bedøvet. Nålestik og delvis lammelse i kæben i flere timer. I dag kan jeg bare ikke have, at tandlægen borer i mine tænder UDEn bedøvelse.
Det gik da meget godt at få slebet tanden til uden bedøvelse.
Jeg er bare stolt. Og har fået en flot fortand igen.
Hav en herlig tirsdag.

søndag den 10. januar 2010

Ice

Her er udsnit af min nye bluse strikket i bomuldsgarn ICE.
Opskriften er fra Garnstudio. Jeg har brugt 11 nøgler - pinde nr. 9, så det gik kvikt med at blive færdig med den.
Den er blevet et hit, jeg har næsten boet i den siden den blev tør.

Søndag i langsomt tempo

Jeg "pjækker" fra mit sykursus i dag. Jeg har bare lyst til at hygge hele dagen hjemme. Og alt skal foregå i langsomt tempo. Vejr og vind indbyder til det - hulementalitet.
Har du gode planer for søndagen?

torsdag den 7. januar 2010

90 års fødselsdag

Jeg sender mange kærlige tanker til min mor. Hun kunne nemlig fylde 90 år i dag.
Hun er meget savnet - i fysisk form.

tirsdag den 5. januar 2010

Black ser TV

Jeg har købt nyt TV, og placeret det på gulvet, fordi jeg skal lige have købt en plade til at sætte bagpå, så det kan komme op at hænge på beslagetpå væggen.
Installationen af alle kanalerne forløb ganske let og smertefrit. Jeg vendte også batterierne i fjernbetjeningen rigtigt første gang. Juhu. Nå... jeg skal også lige læse brugsanvisningen på et tidspunkt - den er kun på 50 sider!!!
Det første billede der kom på skærmen var vejrudsigten, og der stod Bettina (tror jeg hun hed) og fægtede med armene. Det var ganske morsomt at se Black. Han stod og fulgte med i hendes armbevægelser. Han lagde sig ned og fulgte meget interesseret med i hvad p..... det dog var der skete lige der i hundehøjde.
Ganske morsomt at se på.

mandag den 4. januar 2010

4. januar

Første arbejdsdag efter en skøn og lang ferie er overstået. Det var en ganske god dag.
Alligevel lidt godt at komme i omdrejninger igen.
Bidende koldt er det også. Så efter eftermiddags-aftenturen med Black skyndte jeg mig at sy et par knævarmere til at have under bukserne. For det er sådan set det eneste sted jeg er iskold - på knæene.
Uhm, jeg kan næsten ikke vente til en ny bluse i ICE bomuldsgarn er tør. Jeg blev færdig med den i går eftermiddags og vaskede den.
Billede kommer senere, når den er tør og fotograferet.
Hav en god mandag aften.

lørdag den 2. januar 2010

Brok, vuf, brok, pyller, pyller

Mit TV er kaput. Det kan en gang imellem vise et enkelt billede, så går det hen og bliver til nogle flotte lodrette striber af farver. Lyden er også on and off, så TV-avisen er henvist til radioavisen.
Jeg har haft for vane at sætte mig ind i sofaen om aftenen, og denne vane er bekommet Black ganske godt. Han føler sig godt tilpas i stuen, hvor han har egen sofa. Han vil jo ikke gå på trapper her i huset (andre steder er det helt OK), så han bliver pænt i stueetagen, når jeg opholder mig på førstesalen.
Jeg har bare lyst til at opholde mig i mit lune køkken, og sikke et pyller der lyder henne fra trappen ned til køkkenet. Stakkels Black har "store" problemer med at jeg laver om på vanerne. Han vil ha mig ind i stuen. Det mangler jeg lyst til - lige nu. Vil han være nær mig og i mit selskab, er det her i køkkenet.

Det er dog utroligt som P4 rapporterer trafikmeldinger og hvor de fraråder al udkørsel. Vejene her i området ligner en forårsdag. Der er ikke kommet andet end 3 snefug Hele DAGEN.

2. januar

Et kig ned gennem min have - ud til markerne. Smukt syn. Inden længe skal græsset slås igen!!
Hav en skøn lørdag. Jeg er inviteret til frokost hos en veninde :-)

fredag den 1. januar 2010

Skudræd?

ikke det mindste skudræd er Black.
Han lå det meste af aftenen på siden eller ryggen og snorkboblede.
Selv da det store fyrværkeri satte i gang ved årsskiftet, sad han bare lige så stille og kiggede på, også selvom der kom nogle ordentlige kanonslag tæt på.
Han er jo fuldt uddannet jagthund og dermed også vant til skuddene tæt ved sig.
Det kommer ham til gavn sådan en nytårsaften.
Jeg ville egentlig være ganske tryg ved at lade ham være alene hjemme.

Vi sender gode nytårsønsker ud til alle for 2010.