lørdag den 25. maj 2019

Kenja

Billedet indeholder sandsynligvis: hund
I går havde jeg bestilt tid til zoneterapi og massage af hele kroppen.
Det var første gang i mit liv jeg fik det, og jeg har bestilt tid til massage igen.
Det var noget af det bedste jeg har gjort i nyere tid.
Og Kenja var hjemme.
Hun er den skønneste lille labber pige på 3 år.
Hun er meget dygtig jagthund.
Hun klarer let 40-45 apporteringer i løbet af en jagt, og elsker det.
Tihi, jeg tænker på min Black, der bestemt ikke gad apportere - hans tidligere ejer kunne selv hente sit bytte.
Kenja skal have hvalpe til vinter, og jeg spurgte pænt om jeg måtte komme (næsten) daglig for at hilse på hvalpene. Meget gerne - for det er en del af socialiseringen af dem.

fredag den 10. maj 2019

At komme over nogle personlige grænser

Jeg har mange gange været til fysioterapi igennem mit lange arbejdsliv, fordi jeg led af kontornakke.
Og helt ærligt - jeg hadede det som pesten.
Jeg kom over det, for massagen hjalp. Og jeg kunne fortsætte mine forkerte arbejdsstillinger.
Lige til den dag, da jeg fandt ud af, at det er muligt at sidde rigtigt på en stol og undgå kontornakken.
Jeg har heller aldrig været ret begejstret for at nogen rørte alt for meget ved mig.
I dag har jeg været til zoneterapi og havde også bestilt massage af benene.
Det var så skønt, at jeg hørte mine engle synge for mig.
Næste gang jeg skal til zoneterapi - om 2 uger - har jeg altså bestilt helkropsmassage (og zoneterapi).
Det er da grænseoverskridende - for mig.
Fordi, så kan min allerkæreste yogalærer og zoneterapeut fortælle mig, hvordan min krop befinder sig (den muskelmæssige side af mig) - for jeg er nemlig i  krise, efter den diagnose jeg fik på sygehuset i onsdags om min lamme fod/ben.


torsdag den 2. maj 2019

Ny affaldsordning

Vi har endelig fået ny affaldsordning her i kommunen.
Et beholder med 4 rum og en beholder med to rum, de to rum er til restaffald og bioaffald.
For et par år siden deltog jeg i en arbejdsgruppe i kommunen, hvor vi diskuterede den nye ordning. Det var ret givende. Og mange af de spørgsmål, der kom op, og som vi fandt en løsning på - dem har kommunen tacklet fuldstændig som vi blev enige om.
De har gjort det godt, min kommune.
Vi har fået tilbudt at beholde den gamle beholder til papir og glas og kan bruge den til haveaffald, som så vil blive hentet forår og efterår.
Jeg havde tænkt mig at beholde min, men men men - skraldemændene bytter lidt rundt på beholderne, så den jeg har stående nu, er simpelthen så grim, så nu har den fået mærkatet "Tag mig med".
4-rumsbeholderen - til papir, plast, glas og papir - er på 370 liter, og selvom jeg har gode armkræfter, har jeg svært ved at løfte låget. Og når jeg nu kun er mig selv på matriklen, har jeg bedt om at få en på 240 liter.
2 beholdere må være tilstrækkeligt. Det skal jo heller ikke ligne en affaldsstation lige derude ved min hoveddør.
Jeg har to kompostbeholdere, og de komposterer rigtig godt. Der kommer næsten alt mit økologiske grøntaffald i, og græsafklip bliver komposteret i baghaven. Jeg har godt nok bioklip på min slåmaskine, men det virker ikke rigtig på min plæne. Ellers er der jo også mulighed for at komme det i klare sække og køre på genbrugspladsen med det.

Og nu noget helt andet. Jeg har fået zoneterapi for mit svage højre ben 2 gange, og det kan godt være, at det er noget jeg bilder mig selv ind, jeg synes at mit svage ben er blevet noget stærkere. I går og i dag har jeg gået 4 km, og benet ekser ikke. Førhen var max km 3,5 og benet eksede...
Min moster havde nervebetændelse i kæberne, og havde vanvittige smerter. Hun fik zoneterapi og blev helbredt.
Min zoneterapeut er min yogalærer, så tilliden er i top. Jeg har desværre set en hel del plattenslagere i mit liv, så jeg er mega på vagt udi den alternative verden.
Jeg synes, det er så skønt, at jeg kan gå rundt med min slåmaskine … ligesom jeg går tur med min nys indkøbte rollator, for jeg har overhovedet ikke lyst til at falde mere.