mandag den 11. april 2016

Ved åen og i kirken

En tidlig morgen i Køge ved Køge å.


En solrig lørdag eftermiddag i Herfølge.
På vej til en trist begravelse.
Af Vivi, det søde væsen, som kun blev 57 år.
Brutalt stukket ned af en af hendes patienter, som hørte stemmer i sit hoved, der sagde at han skulle myrde.
Jeg kom i god tid - ca. tre kvarter før begravelsesceremonien startede.
Jeg kunne næsten ikke komme ind i kirken for alle de smukke blomster, der lå i 3 rækker både i midtergangen og alle sidegangene.
Da kirkeklokken slog det sidste slag, var der ikke en eneste ledig plads i kirken, og hurtigt talt var der omkring 300 mennesker.
Præsten holdt en smuk og meget personligt prædiken.
Jeg synes det er meget svært at holde tårerne tilbage, når kisten bliver båret ud af kirken.
Hun blev begravet meget tæt på selve kirken - i sin mormors grav, iklædt sin brudekjole.
Vi stod alle sammen ude i det smukke solrige og stille vejr og sang en salme - meget højtideligt.
Bagefter vandrede vi ned i sognegården, hvor der var servering af:
kringle, vand og øl.
Folkene i sognegården var blevet taget lidt med "bukserne nede" som de sagde - med alle de mennesker, der kom.
Jeg gik til Herfølge og det meste af vejen hjem igen - det er godt at reflektere når man går.
I sandhed en dag med de store følelser i brug.

2 kommentarer:

  1. Det er sådan en frygtelig sag, og den skader alle! Jeg blev så vred, da jeg et eller andet sted læste, at nu ville man efteruddanne personalet, så de kunne ruste sig bedre mod den slags skrækkelige hændelser. Problemet er ikke personalet, de er allerede godt uddannet. Problemet er, at der er for lidt personale til alle de meget syge patienter/beboere.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hanne, ja, for lidt personale og for mange nedlagte sengepladser på de psykiatriske afdelinger, og alt for meget administrativt arbejde med udfyldelse af skemaer i lange baner.

      Slet