lørdag den 26. august 2017

Besøg og udflugt

Torsdag eftermiddag/aften havde jeg besøg af Lulu - den lille hund på billedet (fransk bulldog) - og hendes mennesker, som altså er min niece og hendes kæreste.
Lulu er en skøn hund, jeg er jo ret glad for hunde.
Vi skulle snakke farver til babytøj.
Det var hurtigt overstået - snakken om farverne.
Så vi fik en god og dybsindig snak om livet.

Fredag morgen - KL 8.30 - blev jeg hentet af en veninde.
Vi skulle med bus fra Ølby station kort tid efter med nørklerne fra RK Køge til 
landsdelskontoret inde på Blegdamsvej.
Vi skulle bl.a. se det nye frivillighus.
Mærsk fonden har sponsoreret 31 mill., en anden fond 5 mill. og RK selv 3 mill til huset.
Flot og spændende tilbygning til det eksisterende hus.

Der var lagt et godt program for dagen.
Først kaffe, så foredrag af en ansat leder.
Han kunne holde foredrag (talte flydende) - han havde prøvet det hele, også at være delegat ude i et katastrofeområde.
Så blev vi delt i 2 hold (vi var ca. 50 besøgende).
Det ene hold kom rundt og så det gamle hus og det andet kom i kælderen til
Røde Kors Oplevelsen, som primært er rettet mod 7. klasser.
En frivillig fortalte om alt hvad man kan opleve i den kælder.
Bl.a. et katastrofeområde, om madrationer (bl.a. er der kød til Afrika, fisk til Mellemøsten, og vegansk til Asien), om Jutlandia, og 360 graders briller med lyd, der beskriver en dag i Malawi.
Jeg sendte mange tanker til Charles, en tidligere penneven, som boede i Malawi, og som var katolsk præstestuderende. Han fortalte mig jo om livet i landet og sin egen opvækst, og livet som præstestuderende. Den katolske kirke er jo umådelig rig, og deres studerende skal ud at finde sponsorer, så de kan få betalt både deres studier og daglige fornødenheder. Mærkeligt at kirken ikke kan være sponsorer for deres studerende.

Det var umådeligt spændende at være i den kælder, og den frivillige fortalte mange skønne historier på en skøn levende måde.
Bl.a. i Kenya, hvor det er prestige at have mange køer, som de ikke slår ihjel og spiser. Næ, køerne er næsten vigtigere end mennesker. Køerne får mad først, så familien.

En redningskrans fra Jutlandia. Alle vi gamle nørklere ved jo godt, hvad Jutlandia var, men det gøre 7. klasse skoleelever ikke.
Jeg var med på eftermiddagsholdet rundt at se landsdelskontoret, og jeg følte jeg var i Radiohuset.
Det var jo også bygget i samme tidsperiode.
Radiohuset er jo fredet, det er Røde Kors huset så ikke.

Sidste punkt på dagsordenen var foredrag af Vibeke, der havdes stået for oprettelsen af sundhedsklinikker i København og Århus.
Fantastisk arbejde, som har tilknyttet over 100 frivllige læger, sygeplejersker, tandlæger, fysioterapeuter, psykologer, jordmødre m.fl.
Der er åbent 3 aftner om ugen, og de er godt besøgte.
Meget spændende dag.
Turen hjem gennem København og Køge bugt motorvejen.... 2 timer!!
Dejligt at være pensionist og fri for at køre vejen 2 gange dagligt.


2 kommentarer:

  1. Superspændende kælder. Den ville jeg også gerne have set. NGOer kan noget særligt, og alle ansatte har en mission. Det er i hvert fald noget af det, der har fascineret mig i FKN.

    To timer hjem for de vel ca. 40 - 45 kilometer... det er da helt vildt. Der er for mange biler i dette land.

    God søndag.

    SvarSlet
    Svar
    1. Både de ansatte og de frivillige var yderst venlige og engagerede - skønt at opleve.
      Det tog en times tid at komme igennem Fælledvej og forbi søerne - der var en event, og alle skulle se hvad der foregik. Vi sad godt (og højt oppe) i bussen og kunne se det hele.

      Slet