mandag den 3. april 2017

3. april

Dagen startede med 1,5 times intensiv yoga og en aftale om fortsættelse af holdet frem til vi skal til Nice.
Det var hårdt og så godt for mine anstrengte (læs: overanstrengte) ben.
Man er jo blevet en gammel dame - tihi.
Om lidt skal jeg i det grønne hus, for vi skal planlægge Danmark Spiser Sammen - den 24. april.
I dag er også den "officielle" 10 års dag for hr. Jensens afgang til det hinsides.
Han døde altså tyve minutter i midnat, men inden rigor mortis indtræder og lægen kommer, blev det altså den 3. april.
Det var et underligt dødsfald.
Jeg var blevet tilkaldt om formiddagen. Sådan noget plejepersonale er fuldstændig klar over, når det sidste vers skal synges.
Jeg skyndte mig hjem fra arbejde, hentede Black hund, og så var jeg vågekone - indtil kl. 22, så blev jeg træt, og lagde mig til at sove på den seng jeg havde på Finns værelse på plejehjemmet.
Jeg faldt i dyb søvn. Nattevagten kiggede ind jævnligt.
Lige pludselig gør Black - højt.
Jeg tænkte, det var da mærkeligt, så stille der var.
Hr. Jensen var holdt op med at trække vejret og hans højlydte rallen var også ophørt. Derfor var der stille.
Ud at hente nattevagten, der gjorde "et eller andet" mens jeg blev ude på gangen.
Så måtte jeg gerne komme ind.
Det sidste farvelkys, og Black fik lov at hoppe op på sengekanten og også sige pænt farvel.
Så kørte vi hjem.
Jeg kom så igen dagen efter, der var noget praktisk der skulle ordnes, og så til bedemanden.
Gad vist hvorfor det hedder en bedemand?
Og jeg havde hentet en masse jordbærtærter til personalet, for de havde været helt fantastiske.
Ind til Finn. Han var grim. Det var ikke min Finn, der lå der.
Da han skulle synges ud af plejehjemmet, ville jeg ikke med ind, men blev ude på gangen.
Men jeg hørte, hvad en af assistenterne fortalte om ham.
Han led jo af afasi, og en dag han skulle i bad eller løftes over på toilettet, kunne hun ikke være ved siden af ham, og det var kommet klart og tydeligt: det er fordi du er så bredrøvet.
Munter afsked - lige i hr. Jensens ånd.
10 år. Jeg kan bare sige, at tiden er gået stærkt.
Han ligger begravet på en kirkegård her i byen, og jeg har besøgt den 3 gange i alt. 3. gang var i går.
Han har en såkaldt græsgrav uden sten. Kirkegårdspersonalet kan nemt komme til at slå græsset, og jeg og min arving har absolut ingen forpligtelser.
Bagefter kørte jeg hen på min yndlingsrestaurant og bestilte en stor fadøl, tog den med ud i solen og nød stilheden i midtbyen sådan en søndag eftermiddag.
Min far havde også sådan et gravsted, og det fik min mor også. De fik dog gravsten på deres grave. Det har min Finn ikke.
Vi har de gode minder indeni, og de findes i rigelige mængder.
Savn? Nej.
Men jeg har godt kunnet lide at skrive dette indlæg.

4 kommentarer:

  1. Rørende og så hud-ærligt skrevet ... præcis som at høre dig fortælle det. Du er en quinder af en ganske særlig kaliber.
    Knus fra Mette

    SvarSlet
    Svar
    1. Mette :-)
      Knus til dig fra mig.

      Slet
  2. Fint og sobert indlæg om noget der ellers er svært.

    Her har du lidt om, hvorfor det hedder en bedemand: http://livogdoed.dk/temaer/bedemandens-historie/

    SvarSlet