torsdag den 16. marts 2017

Når der sker noget....

Når der sker noget ude i verdenen eller i privatsfæren, kan jeg godt lide at lægge mærke til min egen reaktion - fremfor at fokusere på begivenhederne.
Min svoger (Finns storebror) har fået kræft i endetarmen - jeg blev trist.
En veninde har haft voldsomme anfald (vistnok af nyresten) - jeg kunne mærke hendes smerte.
Min niece og hendes kæreste er gået fra hinanden - jeg blev meget trist.
Min datters hund kom voldsomt til skade - jeg var ganske rolig og tryg, for barnet er temmelig handlekraftig og hunden kom til dyrlægen omgående.
Et TV-program om børn på psyk og den unge pige, der led af anoreksi, og nægtede at spise og blev tvangsfodret - jeg underede mig meget over at jeg blev arrig over hendes reaktion.
Og den megakæmpekraftige dame, der satte sig på mig i S-toget. Jeg sad ved vinduet og der sad en mand ude ved midtergangen. Damen ville meget gerne sidde imellem os. Manden sov, så hun kunne jo ikke bede ham om at flytte sig. Men hun satte sig - først på mig med ½ kæmpelår, for siden af vrikke sit kæmpekorpus ned på plads. Jeg blev temmelig klemt - gad vist hvordan manden ved midtergangen følte det, nu han sov. Min bevægelsesfrihed var absolut ikke tilstedeværende. Min første tanke - kan du være der? derefter: det er da meget lettere at bede mig om at rejse mig, så du kan sidde behageligt. Jeg må nok indrømme, at jeg boblede lidt indvendigt over situationen, for den var ret komisk, og da vi havde kørt en enkelt station, lettede jeg bagdelen og forlod stillekupeen og gik ind i flexrummet, hvor der var et ledigt klapsæde.

3 kommentarer:

  1. Psykiske sygdomme får også tit mig til at reagere med vrede eller irritation, hvilket er fuldkommen tåbeligt, for det er da det værste man kan blive, og det er ikke til megen gavn. Jeg viser det dog heller ikke, men det sidder derinde ...
    Og den dame i S-toget her jeg jo kommenteret - her havde det været på sin plads at blive vred og sige noget til hende, men man er jo et høfligt menneske :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, det er fuldstændigt irrationelt at blive arrig vred eller irriteret - og jeg kan også undre mig over min egen reaktion (som jo heldigvis bliver indenbords - og her i blogland).
      Ja, den store dame - jeg reagerede jo fuldstændig modsat af hvad jeg ellers ville forvente - situationen var komisk!!
      Ja, vi har heldigvis gode manerer :-)

      Slet
  2. Jeg ser også "Børnene på psyk." og jeg kan godt sætte mig ind i deres smerte. Pigen med spiseforstyrrelsen er jo syg, og det kan hun ikke selv gøre for.

    SvarSlet