lørdag den 30. november 2013

Den største gave

i dette liv har jeg fået i dag.
Jeg har holdt en meget vellykket julefrokost for 12 gode venner og familie, og der var højt humør - og appetitten var helt i top.
Der var ikke meget mad tilbage, og det meste af kødretterne kom med hjem til kødspiserne.
Jeg var færdig i god tid, og havde "tilsagt" mit barn og svigersøn til at komme noget før de øvrige gæster, så vi lige kunne ordne vores verdenssituation inden.
Juledug og lys i stagerne og vi var alle klar til at indtage dagens menu.
Det tog lidt tid at få folk til bords, for velkomstdrinken skulle lige nydes stående og der skulle opdateres hvad der var sket siden sidst.
Lykke er at gæsterne er på bølgelinje lige med det samme.
Unge som gamle.
 
Fnis. Ingen bordplan. Og det er åbenbart den nye trend at man lægger sin mobiltelefon, der hvor man gerne vil sidde.
 
Mine adventsgaver fra mit barn. Uh, som jeg er forkælet.
 
Her er resterne af opvasken.
Så er det jo ingen sag at have gæster og julefrokost, når der kun er denne smule tilbage til senere.
Selv spisebordet er sat sammen til normal størrelse.
 
Black var meget social i dag og er ret velset i flokken.
Han er mega træt nu.
Og tilbage til starten:
Den største gave jeg har fået i dette liv.
Det er at se mit barn i fuld aktivitet fuldstændig som dengang før hun fik Sacridose og det langsomt ændrede hendes liv til et liv med flydende ilt i døgndrift, i kørestol og næsten uden at kunne trække vejret.
Nye lunger.
Nyt liv.
I et vældigt godt humør ALTID.¨
Og "fræk" som en slagterhund, som hendes fader ville udtrykke det.
Meget charmerende.
Og være fuldstændig som før.
Midt i al hurlumhejet med gæster og julefrokost
er jeg helt på det rene med
hvad der lige skete ude i mit køkken.
En livlig ung dame i fuld aktivitet.
Min niece (på 20) var fuld af beundring over sin kusine, og bemærkede at
HUN LIGNEDE EN PÅ 30
og ikke de reelle 45.
Det har hjulpet gevaldigt på mit barns fysiske krop at tage 15 kilo på i de sidste 1½ år.
Jeg kan bare sige:
TAK
Og ja, jeg føler mig privilegeret.

14 kommentarer:

  1. Det er også en gevaldig drejning hendes og dermed jeres liv har taget. Jeg har fulgt med på sidelinien og glædet mig for hvert fremskridt. Jeg forstår din morglæde til fulde...

    SvarSlet
    Svar
    1. Susanne, ja det liv er blevet så godt :-)

      Slet
  2. Hvor er det altså bare dejligt at læse, at det går hende så fantastisk godt - der kan ikke findes en meget større glæde set fra en mors side, tror jeg.
    Og så gør det heller ikke noget at samles til en hyggelig julefrokost oven i købet :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, vi er helt enige.
      Og det var en herlig frokost :-)

      Slet
  3. Jeg var slet ikke klar over, at din datter er/var syg (så længe har jeg ikke fulgt dig her i blogland), men hvor er det dejligt at læse, at det går hende godt. Som mor vil man altid være opmærksom på afkommets 'tilstand'.

    Jeg har godt lagt mærke til det med mobiltelefonerne, og det er en smart måde at reservere sig en plads på, så jeg er også begyndt at gøre det.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hanne, hun er rask nu - skal bare spise en pokkers masse medicin....
      Ja, det er sjovt som tingene udvikler sig. Mobiler kan bruges til en masse.

      Slet
  4. Sikke en dag og sikke en gave - hvor var det dejligt at læse!
    Klem og god 1. søndag i advent!

    SvarSlet
    Svar
    1. Madame, ja det er så godt alt sammen.
      God adventsaften og klem

      Slet
  5. Søde Kisser - Hvor er det dog skønt, og jeg forstår til fulde din glæde.
    God 1.december.

    SvarSlet
    Svar
    1. Johanne, ja, det er så skønt :-)
      Jeg vil ønske dig en god december.

      Slet
  6. Det er os, der siger tak.
    Du kan bare det der med mad, mor.

    SvarSlet
  7. Og du må gerne åbne en gave i dag søndag.

    SvarSlet
    Svar
    1. Har åbnet. Mere taaakkkkk :-)

      Slet