mandag den 31. december 2012

Godt nytår

GODT NYTÅR

til alle i blogland med ønsket om masser af kærlighed, venskab og godt helbred.

torsdag den 27. december 2012

Fantastisk

I går købte jeg en e-bog hos Saxo.com.
Og når jeg endelig tager mig sammen til at købe en bog, og specielt en e-bog, skal de læses med det samme.
Jeg fulgte slavisk deres anvisning til at downloade bogen. Der skete absolut intet - på min computer.
Jeg downloadede den så til min I-pad, og desværre kom jeg til at gøre det 2 gange.
Det er en engelsk bog, så man kan kun downloade den 3 gange.
Jeg kontaktede Saxo for lidt siden, og klagede min nød over manglende down-load.
Jeg fik et par fif til, hvordan det også kunne gøres.
Det gjorde jeg, og fik så det svar at "licensen var "fulfilled by another user"" (mig selv).
Tilbage til Saxo igen, og jeg fik det fantastiske, forbløffende svar, at de ville kreditere beløbet, og jeg kunne så købe bogen igen, og få et nyt link tilsendt. Alt dette er sket indenfor et kvarter.
Så nu håber jeg at jeg kan downloade på computeren.

søndag den 23. december 2012

Glædelig jul

Jeg sender gode ønsker ud i blogland om

GLÆDELIG JUL OG
GODT NYTÅR

og må beklage, at jeg er ude af stand til at kommentere - bare pga computerproblemer. Den ene computer har fået nyt software og den anden er gået helt død.
Håber at jeg snart kan være med igen i blogland.

fredag den 14. december 2012

Juleferie

Min juleferie er lige startet, og varer kun til 7. Januar 2013. Bagefter er der kun få uger, så bliver jeg ikke-arbejdsramt. Det bliver godt nok lidt af en omvæltning, for jeg har været i fuldtidsarbwjde hele mit liv - altså med undtagelse af det sidste halve år på deltid. Ferien startede med et besøg i HI- FI klubben i Køge og med hjem kom et skønt lydanlæg. Udover at ku gi lyd fra sig kan det også en hel masse andet som kræver læsning af brugsforviringer. I første omgang skulle jeg bare lige lege elektriker og af-isolere højttaler ledningerne. Jeg savner min elektriker i sådanne tilfælde og beklager dybt hans exit-dette liv. Men jeg har gået i en god skole, og ku selv. Lige nu spiller anlægget med den skønneste lyd - måske en anelse højt (det skal jo testes), og jeg ser frem til 3 ugers ferie uden at skulle tænke på vækkeur og lignende.

tirsdag den 11. december 2012

Hvad man dog skal opleve...

I går aftes kørte TVet med Aftenshowet i baggrunden. De snakkede om at kysse, og i et splitsekund ser jeg et ansigt jeg synes jeg kender.
Nu kan man jo heldigvis gense udsendelsen, så det har jeg lige gjort.
Og ganske rigtigt, det var min svigerinde og svoger, der kyssede, og da de var fædig med at kysse, kvitterede de med 2 store smil.
Det smitter.
Det er tiltrængt med noget glæde på denne sorte dag. Det er store fyredag i det firma, jeg er ansat i.
Det er jo også 11. december - i gamle dage kaldet fandens fødselsdag.
Mange af mine nærmeste kolleger får fyresedlen.
Jeg har kunnet mærket det helt her til Køge.
Suk.

tirsdag den 4. december 2012

En vidunderlig julegave

har jeg fået - og givet mig selv.
Fra 1. marts 2013 går jeg på pension med en god fratrædelsesaftale i baglommen.
Huh, som jeg glæder mig.
Når fratrædelsen udløber har jeg været i firmaet i 44 år og 10 måneder.
Min far og mig.
Min far var ansat i sit firma i 44 år og 9 måneder. Det er da noget af et sammentræf.
Mit barn glæder sig lige så meget som mig, for så er der gode muligheder for at tilbringe meget mere tid sammen.
Det er lige en lille smule for tidligt til aftægten. Pension lyder bedre.
Det bliver sjovt at skulle lære sig selv at kende uden en arbejdsidentitet.
Alle årene - også på min tidligere arbejdsplads, hvor jeg var 5 år - har jeg arbejdet fuld tid - og lige med undtagelse af det sidste halve år, hvor jeg havde onsdagsfri. Barselsorlov - tjah, det var 6 uger tilbage i det gode år 1968.
Så jeg synes jeg har gjort min borgerpligt og siger pænt farvel og tak den sidste dag i februar 2013.

tirsdag den 27. november 2012

Den sidste tid

Der har ikke været meget tid til at pleje bloggen i den sidste tid.
Heller ikke til at få bestilt mere plads, så jeg igen kan få en blog med foto.
Eller undersøge mere om uploads fra Tinypic.
Torsdag aften var jeg i biograen og se Hope Springs og De urørlige. Bagefter var vi på cafe.
Begge film er skønne - hver på sin måde.
Fredag aften var jeg ude at fejre min morbror og tante, som havde diamantbryllup - 60 år.
Det er bare så mange år.
Det var en super hyggelig aften - UDEN stearinlys, for min morbror har også noget galt med lungerne.
Selvfølgelig kom jeg sent i seng, for når jeg nu er nødsaget til at være chauffør for mig selv, kan jeg jo også være det for andre. Så jeg hentede og kørte lillebror hjem igen, så han ikke behøvede at tage hensyn til at "tælle genstande".
Lørdag - gik det meste af dagen med at forberede mad i fred og ro til søndagens julefrokost.
Familie og venner kom på besøg, og der var ikke meget mad tilbage. Jeg må være god til at beregne. Heldigvis, for jeg spiser jo ikke kødet og Black har åbenbart kødallergi, så det er meget begrænset, hvad han får af kød.
Black var helt oppe i det røde felt af bare glæde over alle sine gæster. Han sov ikke et sekund hele søndagen, og om natten lå han og vuffede temmelig højt i søvne. Han får også prednisolon for øjeblikket pga loppeallergi og -bid, og han er ret aktiv. Suk, jeg kan blive helt træt, så aktiv han er.
I går fik jeg logerende. En nevøs kone er på kursus i Køge, og det er jo meget nærliggende at overnatte hos "yndlingstanten" - det er mig. Vi er næsten jævnaldrende, og snakker så godt sammen. Kurset er forbi i morgen, det er vildt hyggeligt at have besøg af hende.
Skønt at få vendt verdenssituationen - og familiesituationen.
Og Black var yderst aktiv hele aftenen - igen.
Gad vist hvornår han bliver "normal" igen - der er 9 dage tilbage med medicinen - heldigvis i mindre mængder...

lørdag den 24. november 2012

MIN autocamper

I tidernes morgen var vi den lykkelige indehaver af en ny autocamper. Den boede hos os i 7 år, så solgte jeg den.
Jeg har lige hørt nyt om MIN forhenværende autocamper. Den er blevet solgt og den er kommet til Kalundborg, og siden jeg solgte den, har den kun kørt 12.000 km. Det er ikke meget på små 6 år.
Den nye ejer har ringet til mig og troede, at vi var de sidste ejere.
Vi fik os en lang god snak om camperen, og hvor er det dog sjovt, som billederne dukker op på den indre nethinde om den del af campistlivet - for manden fra Kalundborg havde en masse spørgsmål, som jeg heldigvis kunne svare på.
Der var dog noget, jeg ikke var i stand til at svare på, og han havde håbet på at kunne snakke med min ægtefælle. Det blir lidt svært....
De nye ejere af camperen er "konverteret" fra fritidslivet på havet til fritidslivet på landevejene - bare fordi fruen i Kalundborg - min navnesøster - er blevet bange for det våde element.
Jeg spurgte om jeg måtte spørge hvor meget de havde givet for den og fik også svar :-) Tænk på 12 år koster den mere end halvdelen af, hvad vi gav for den som ny.
Manden kunne fortælle mig, at den var YDERST velholdt stadigvæk.
Jeg kunne kun ønske dem stort held og lykke med camperen.
Uh, en god samtale.

Julefrokost

Min morbror og tante fejrede diamantbryllup i går.
Matheden ovenpå fredag aftens diamantbryllup - med sent i seng midt i nat - breder sig her i dag.
Heldigvis er dagen lang og fredelig.
Jeg skal bare lave en hel masse mad til i morgen.
For jeg holder julefrokost for familie og venner.
Sild af mange forskellige slags, små lune retter og specialiteter til særlingene (jeg selv er en af dem!!).
Jo, det er ren hygge - sådan en stille lørdag.

torsdag den 22. november 2012

Højt til vejrs

Jeg ville gerne have vist billeder fra vue ud over havnen i Barcelona, da jeg var højt til vejrs med svævebanen.
Men...
Jeg får at vide af Google at min lagerplads på 1 GB er brugt op.
Og så kan jeg udvide lagerpladsen ved at købe noget plads!!!
Mens jeg funderer på om jeg vil det, kan jeg benytte ventetiden på at glæde mig til i aften, hvor jeg skal i biografen og se 2 film: Hope Springs og De urørlige.
Har du problemer med lagerpladsen?

mandag den 19. november 2012

Tiden

Et anderledes ur - selv optrækket er anderledes, det sidder på modsat side af hvad det plejer.

søndag den 18. november 2012

Blogtræf og Skovlyst

Madame, Cummings og Donald og jeg havde sat hinanden stævne i Hillerød.
Skøn mad i Cafe København og
efterfølgende vandretur slotssøen rundt - med en lille afstikker op omkring Badstueslottet (tror jeg det hedder).
Det var vindstille, og jeg elsker vindstille vejr - uanset om det er sol, regn eller sne.

Det var spejlingerne i vandet, der kom mest af i kameraet.

Tak for en skøn eftermiddag.
Når jeg nu alligevel var ude at køre i det nordlige, fik jeg fat i min bror og spurgte om han gav en kop kaffe.
Han var på vandring i Hareskoven, så jeg fandt ham - med lidt held og lykke....

Lige før mørkningen ude i Hareskoven.
Vi ville hen hos Skovlyst og have kaffe.
Skovlyst er altså et bryggeri og restaurant.
Jeg har aldrig været der før, men jeg ved at jeg kommer igen.
Det er dog et fortryllende sted.
Black skal med næste gang, for jeg ved at der ligger en hundeskov et eller andet sted i Hareskoven.
Jeg var der med boxer Tanja og hendes hundehold (10 styks Grand Danois), da vi gik til træning med hende.

I det skønne vindstille vejr skulle vi selvfølgelig sidde udenfor - tæt på bålet.

Cappucino - en af mine yndlingsdrikke.
Jeg kørte selvfølgelig min bror hjem, og han inviterede på aftensmad, men jeg takkede nej.
Lige pludselig for han hen til sin computer og startede musikanlægget og frem tonede BEEGEES.
Vi er begge to fans af deres musik.
Med hjem kom DVDen One Night Only, og godt mine naboer og jeg ikke har fælles vægge, for så havde jeg fået klager over lydniveauet.
Total perfekt søndag.

lørdag den 17. november 2012

Buer og flag

Det ser ud som om spanierne godt kan lide buer!!



Flotte gadelamper i Barcelona

En fredelig demonstration af katalanere, der gerne vil være selvstændige.
I mange vinduer og fra altaner hænger det katalanske flag.

Bueindgange for små og store.

fredag den 16. november 2012

Med hjem i kufferten

Vi boede i denne lille smalle gade, hvor det som overalt i Barcelona vrimler med små og sjove butikker.
Min nevø havde fødselsdag for nylig, og han ønskede sig bl.a. en flaske absinth.
Selvfølgelig skulle han da have en fra det spanske.
Vi købte den hos den lokale købmand, og den kom med hjem i kufferten - som noget af det eneste indkøb.
Min niece - nevøens søster - var i Paris et par dage på samme tid vi var i B.
Hun havde også købt en flaske absinth.
Nevøen blev ret glad for begge flasker.
Vi er vel internationale...

torsdag den 15. november 2012

Chokolade

Lige i nærheden hvor min bror og jeg boede, mens vi var i Barcelona, var der et KÆMPE marked med et utal af boder, der solgte ALT.
Brød, grøntsager, frugt, kød (selv et fårehoved MED øjne, dog uden pelsen), ost osv osv.
Jeg var særdeles tiltrukket af chokoladeboderne, og en dag bad jeg om 2 nøddekager - de der af mørk chokolade (se lige midt i billedet) med hasselnødder.
Man skal selv putte op i en pose, som bliver holdt af en ekspeditrice (man tager med en tang).
Varerne bliver vejet, og prisen står på vægten.
HØH, 9,39 Euro for 2 nøddekager.
Jeg havde desværre kun 5 Euro i pungen og måtte "beklage" at jeg ikke havde penge til dem.
9,39 Euro med en kurs på 7,58 danske kroner. Hm.
Det kan ellers nok være, at jeg blev skældt huden fuld.
Heldigvis forstår jeg ikke spansk!!!
Min bror var ved at knække sammen af grin...
Så kan du lære det, kan du - var hans kommentar. Han havde fortalt mig, at det var vildt dyrt.
Vi købte mange andre gode ting på dette forrygende marked.



onsdag den 14. november 2012

Palmer og Middelhavet

Jeg har været en uges tid i Barcelona sammen med min bror. Det er første gang nogen siden vi har været på ferie sammen. Vel egentligt også på tide..
Jeg har taget 360 billeder og jeg vil tro de 200 er med palmer.
Jeg er vild med palmer og vild med Middelhavet.
Det var stadig lunt, og folk badede.
Hele ugen var solen over os, og temperaturen var ca. 20-22 grader - sådan noget som dansk sommer.
Jeg har besøgt Barcelona et par gange før, men det har kun været på dagsbesøg.
Jeg kommer igen. En herlig by.
Vel ankommet til destinationen - det var desværre de forkerte nøgler, jeg havde fået udleveret. Det var der heldigvis en løsning på.
Vi ventede "kun" 3 timer på ejerens ankomst med et ekstra sæt.
Ventetiden tilbragte vi med at drikke Estrella - siddende ganske komfortabelt på trappestenen. Vejret var jo skønt.








De små nuttede papegøjer skræppede lige så slemt som råger, og de havde huler oppe i palmerne. De var hurtige på vingerne, så jeg var heldig vi kom forbi et sted, hvor de hentede føde.

tirsdag den 13. november 2012

Bang - dramatik - reddet?

Lige så stille sidder jeg og passer arbejdet hjemme, så lyder der er BRAG.
Black reagerede ikke, men det gjorde jeg.
Det var på bryggersdøren.
Adskillige gange har fugle klasket ind i vinduer på terrassen, så jeg kender jo lyden.
Jeg kiggede lige ud gennem vinduet i døren, og der sad en spurvehøg, og jeg gik BLIKKET af den - ligesom vi havde øjenkontakt.
Uha, som vingerne var spredt ud og de var store.
Det så ud som om de var brækkede.
Jeg hentede lige mit fotoapparat  og fik slet ikke billede af fuglen(e).
For det viste sig, at spurvehøgen havde været på jagt og fanget en due.
Da jeg fik øje for det, åbnede jeg døren, og spurvehøgen flygtede.
DUEN LIGESÅ.
De fløj så fint begge to, og jeg håber duen overlevede...
Og jeg vil pudse ruden udvendigt...

søndag den 11. november 2012

Pjæk

Nummer 2 dag i spindekurset blev en ægte pjækkedag.
En gang imellem glemmer jeg min alder og tror jeg kan gå på vandet og klare en uges ferie og lige hjemkommet et kursus i en hel week-end.
Man går sommetider til bunds.
Tidligt i morges sad mit barn og jeg ved morgenkaffen og lige pludselig sagde vi med en mund:
skal vi pjække i dag fra vores kursus?
Det gjorde vi så.
Kort tid efter var jeg chauffør og vi kørte til mit barns hus - deroppe lidt nordpå.
Bare fordi jeg også skulle se det flotte nye badeværelse, de har fået.
Årsagen til, at hun boede her efter sin operation i sommers.
Vi havde planlagt, at jeg skulle komme på besøg i oktober. En forkølelse og -sår gjorde det til en umulighed. Desværre.
Jeg har ikke det store vilde behov for at lære at spinde - hverken med håndten eller på rok - bare fordi jeg jo har min egen private spinder :-)
Det er bare så hyggeligt og godt at være sammen.
Efter jeg kom hjem til mig selv.... har Black og jeg været ude at gå en lang langsom tur.
Hverdagen har holdt sit indtog igen.
Ude godt, hjemme bedst - på alle måder.

lørdag den 10. november 2012

Spindekursus

For længe, længe siden tilmeldte min datter og mig os til et spindekursus på Køge Museum.
Det er helt fantastiske omgivelser at sidde og spinde i.
Historiens vingesus.
Jeg har aldrig spundet før, og jeg ville bare lære at bruge en håndten.
Men først skal man jo lige lære at karte noget uld, der er så fuld af lanolin, at håndlotion er unødvendigt i de næste par år.
Se lige ulden herover.
Det ender med at blive det lækreste uld, man oven i købet kan strike af.


Man kan låne museets rokke eller medbringe sin egen.

Her er håndkartningen i fuld gang.

Her er mine første "batts" - det er uld, der er kartet.

Her er der endnu gang i håndkartningen.

En udstilllingsrok i museets undervisningsstue.

Mange forskellige håndtene - fra mange forskellige lande.

Her er der gang i en rok - sådan en transportabel en af slagsen. Man bruger en rok, hvis det skal gå lidt stærkere end med en håndten.
Kurset fortsætter igen i morgen.
Det har været en lang dag, for jeg landede i Kastrup sent i går aftes efter en skøn uge i Barcelona med min lillebror. Fuld sol og 20-22 grader.

fredag den 2. november 2012

En svane

Sådan en svane er egt. uhyggelig stor - specielt når den strækker hals.
Den lod sig dog forevige, da vi gik frokosttur.
Og når jeg holder fri og hjemmearbejdsdag, savner jeg frokostturen, selvom jeg går tur med Black flere gange om dagen.
Jeg vil holde en lille blogpause, og vi høres ved senere på måneden.

torsdag den 1. november 2012

Fyssen

Min venstre skulder brokker sig slemt i dag.
Jeg skal til fyssen i eftermiddag. Da jeg var der i sidste uge, fik jeg nogle knæk, og det gjorde underværker.
Jeg er meget flittig til at gøre øvelserne.
Det er ligesom der er betændelse indeni!!
Av, suk og jammer.

onsdag den 31. oktober 2012

Køge N, V og C - og S

Onsdagsfri.
Det er noget af det bedste jeg har gjort for mig selv i hele mit arbejdsliv, og kan spørge mig selv, hvorfor jeg dog først har gjort det i år 2012?
Anyway.... i dag startede dagen, mens det endnu var mørkt udenfor, med at Black og jeg tog benene på nakken og gik en hel time. Der er jo intet at haste efter - arbejde og slige ting - så det er ganske enkelt bare at nyde den skønne natur. I morges var det helt vindstille, så det føltes som en sommerdag. Og jeg er godt udstyret med mine nye gummistøvler, så jeg kan godt gå i det høje græs, der hvor vi kommer hen på vores vej.
Jeg kom også lige forbi bageren, og da jeg for en gangs skyld havde penge med i lommen, kom der et af bagerens skønne rugbrød med hjem - og en håndværker, som Black og jeg delte.
Lidt senere på dagen skulle jeg et par ærinder ind til byen, og cyklen var helt ladet op.
Frisk vejr til en cykletur, som førte mig til Køge Nord, Køge Vest og sidenhen til Køge C, hvor der jo er torvedag.
Orkideerne her i huset holder pause for tiden (der er kun 11 i blomst), så der kom to nye fine med hjem.
I sommerens løb er der kommet ny slåmaskine til, og da den har elektrisk starter, skal batterierne jo lades op inden vinteren. Ledningen?? tjah, den er blevet væk i kampens hede, så jeg har bestilt en ny.
Jeg kom også forbi Jysk, og de er ved at indrette butikken her i Køge, så den bliver helt ny og fin. De skal have indretningsgilde i løbet af november, måske også fordi de har åbnet butik nr. 2000 på verdensplan. Hold da op. Det er mange.
Jeg skulle bruge noget gennemsigtigt voksdug til mit nye spisebord - bare sådan til at lægge under dugen, når jeg om nogle uger skal have julefrokost for familie og venner.
I Køge City ligger cafe Vivaldi, og da jeg er fan af den, var det TID til en forfriskning. Ganske skønt at sidde og nyde livet, der hastede forbi.
Jeg skulle også i taskeforretningen, for jeg har brug for en pengekat, når jeg skal til Barcelona. De havde kun en i sort! Næ tak, jeg skal bruge en hvid, for under en hvid T-shirt skinner den sorte alt for meget igennem. Så jeg gør som jeg plejer, når jeg er udenlands. Gæt selv hvordan.
Onsdagsfri - det er SKØNT - og have tid og liv til ALT, hvad jeg lige lyster.
I dag var det altså motionen forenet med praktiske gøremål.

tirsdag den 30. oktober 2012

Firhjulstræk og dækskift

Jeg er i god tid før vinteren med at få skiftet til vinterdæk.
Det er lige blevet ordnet - henne hos en prof. dækmand.
Black er altid med henne at få skiftet dæk, for i ventetiden går vi en god tur.
Han slog sandelig firhjulstrækket til i dag, og var næsten umulig til at få til at gå i et rimeligt tempo.
Der har sikkert været mange gode damedufte, og det er et halvt år siden, vi sidst var på den egn, og når vi er nye steder, skal der snuses - helst med 100 km i timen.
Jeg var forberedt på, at jeg skulle have nye vinterdæk, men men....
de kan sagtens holde en sæson til.
Det er 8. sæson de skal ud at køre på glatte veje.
Det synes jeg er ganske godt holdt - jeg kører ca. 100 km om dagen, når jeg altså er på arbejde.
Det hjælper lidt på kilometertallet, når onsdag er fridag.

mandag den 29. oktober 2012

Interrail

Jeg har nogle sjove og skægge kolleger.
Jeg har lige fået mail fra en kollega, der er på Interrail i et par måneder rundt i Europa.
Han vil gerne have, at jeg tager hans jakke med hjem fra domicilet i Barcelona, når jeg nu skal derned.
Jeg snakker med de daglige kolleger om dette, og de kender kollegaen, der er på Interrail.
Det viser sig, at seniorer kan komme på Interrail. Så blev jeg så klog.
Men det morsomme: der er åbnet for Interrail for SENILE!!!!

søndag den 28. oktober 2012

007 Skyfall

Gårdagens biografbesøg i Roskilde Kino på Ros Torv:
007 SKYFALL
Huh, som der var dømt action og fart over feltet.
På forhånd - det var ikke min genre. Jeg blev dog glædeligt overrasket, for selvom der er hæsblæsende biljagter og skønne damer, var det en god historie UDEN alt for mange elektroniske dimser.
2½ times god underholdning.
Jeg lukkede kun øjnene et par gange.
En stor overraskende slutning.
Se den.
Bagefter var vi nedenunder hos cafe Vivaldi og spise god og rigelig mad.
Uhm, en skøn dag i godt selskab.
Barnet og hendes mand og Blacks "hundesitter".

torsdag den 25. oktober 2012

Black

I dag var dagen, hvor Black skulle til det årlige tjek hos dyrlægen.
Han er en meget fin hund med orden i hele kroppen, som dog vejer 2 kilo for meget. Jeg må lære at skrue ned for godbidderne.
Hans tænder er ekstremt flotte. Ingen slid, ingen tandsten, ingen huller. Et rigtig Colgate smil.
Børster du tænder på ham? spurgte dyrlægen, for det havde jeg godt kunne bilde hende ind, hvis jeg gjorde.
Nix, min salig husbond og jeg har altid haft den ide, at de hårde hvide hundekiks er godt for hundes tænder, og alle hundene (med undtagelse af Max, som var noget for sig selv) har altid haft flotte tænder.
Heller ikke tegn på gigt eller lignende i de bevægelige led.
Jeg kunne så fortælle om mit klask i asfalten for nylig, og jeg måtte trække på det store smil, da dyrlægen sagde:
Ja de store hunde kan slå firhjulstrækket til, når det passer dem - uanset om de er i snor eller ej.
Det er stort loppeår i år, og Black havde også beboere, så han skal lige behandles de næste 4-5 måneder mod disse uindbudte.
Jeg har selv været til fyssen i dag med skulderen, som snart er så god som ny igen. Jeg fik nogle "knæk" hist og pist og det var dejlig befriende, så jeg kan løfte armen over hovedet igen og om på ryggen.
Ha en herlig torsdag aften.

Eftersyn

I dag mellem 9 og 11 skulle der komme en servicemand og udføre eftersyn på mit gasfyr.
Der kom ikke nogen.
Så godt for at telefonen er opfundet, og firmaet blev kontaktet.
Der var sket en fejl. Tidspunktet var godt nok, men datoen en anden.
Der gik dog kun ½ time, så stod servicemanden her.
Det er vist ikke sådan bare ligetil. Han har lige udskiftet ekspansionsbeholderen - ting bliver jo slidt, og han kan i hvert fald give nogle lyde fra sig, når han skal rejse sig fra siddende stilling. Det er en ældre herre!!
Han få nu lov til at passe sit arbejde i fred.

Indbrud

Min nabo til syd har haft indbrud - en tirsdag formiddag. "De" brugte en skovl til at bryde et vindue op med.
Min nabo til nord har haft indbrud - en tirsdag formiddag. "D2" brugte en skovl til at bryde et vindue op med.
Black passer vist godt på her.

onsdag den 24. oktober 2012

Svarfelt - nogen der kan hjælpe?

Jeg har set ude i blogland en lille SVAR boks under kommentaren hos blogejere, der bruger samme udbyder som mig. Altså Googles blogger.
Er der nogen, der kan hjælpe mig med at fortælle hvordan jeg også får aktiveret denne lille svarboks?
Jeg har været igennem hele spektret inde bag bloggen og KAN IKKE FINDE den.
HJÆLP.

søndag den 21. oktober 2012

Cosmo

Da jeg var på ferie på Rømø i august, besøgte vi Tønder.
I Tønder ligger en strikkeforretning, vi kom forbi.
Her hang en SKØN trøje jeg absolut måtte strikke.
Garn blev indkøbt.
Og her er trøjen.
Den er MEGET varm at have på, så den bliver god til vinter.
Det bedste af det hele, jeg er meget dus med den, så den vil blive flittig brugt.
"Noget" fik mig til at købe et nøgle garn mere end opskriften foreskriver.
Og det "noget" viste sig at holde stik.
Der er gået 14 nøgler Cosmo uld til projektet.
Opskriften ligger gratis på Mayflowers hjemmeside.
Modellen er designet af Lene Holme Samsøe, og det er ikke TV-strik.
Dertil er der for mange snoninger.

lørdag den 20. oktober 2012

20. oktober - og shorts

I mit lange liv tror jeg ALDR:IG jeg har oplevet at kunne gå i shorts og slå græs - den 20 oktober.
Jeg startede dagen med at strikke på et tykt halstørklæde i merinould, og dagen har udviklet sig til en skøn sommerdag.
Efterhånden som dagen skred frem, blev den ene efterårsbeklædningsgenstand taget af og erstattet af sommertøj - altså shorts og T-shirt (uden ærmer).
Det er da vildt.
Her på egnen skinner solen det bedste den har lært. Vasketøjet blafrer ikke det mindste, for her er helt stille.
Og jeg tror på, at det er absolut sidste gang, jeg slår græs i år.
Der er kun to træer, der har efterårsfarver, og det er ACERERNE.
Ikke engang naboens skov bærer præg af, at kalenderen dikterer efterår.
Det her kan jeg da godt holde ud.
Det ku Black også, for vi gik en lang, lang tur i 2½ time.
NU er der gløgg i kruset og sved på panden.

Strikketings merino

Jeg er blevet begavet - for længe siden - med Strikketings merino.
Dejligt håndspundet merino.
Jeg har været flittig med at strikke huer og halstørklæder til de hjemløse.
Nu er tiden kommet, hvor jeg skal strikke et halstørklæde til mig selv.
Pinde 12 og 16 masker i patent.
Så er det bare at strikke så det kan nå et par gange rundt om halsen.

Firkanter

Jeg kender en, der bliver 50 i næste måned.
Jeg kender en, der hækler oldemorsfirkanter til et tæppe til hende.
Jeg har hjulper lidt til.
20 firkanter fra mig.
Fødselaren elsker orange og tøsefarver.
Jeg er spændt på at se det færdige resultat.

fredag den 19. oktober 2012

Huer

Der sker en masse på strikkefronten.
Huer og halstørklæder til de hjemløse.
De øverste grønne har Lise strikket.
De bliver afleveret til min datters veninde, der arbejder som frivillig.
Her er lige en ladning mere.
Det tynder godt ud i garnlageret, der er ALT ALT for stort.
Huerne strikkes på pinde 8 og halstørklæderne på pinde 12.


torsdag den 18. oktober 2012

Hvorfor er det så svært?

at slippe sommeren og dens oplevelser?
Når det mindste solstrejf rammer min terrasse, er jeg derude (når jeg altså er på matriklen).
Mange tanker går gennem hovedet, og jeg reflekterer.
Det er jo ikke det værste der kan ske, vel?
Det har været en total anderledes sommer end jeg nogensinde har oplevet.
Den har været fyldt med samvær med mit barn.
Som jeg er første donor til.
Anden donor kom til ved Skt. Hans tide.
Vi indførte sammen nye vaner her i huset, og de fleste gode af dem er blevet hængende.
Det er vist ved at være på tide, at jeg kommer videre i livet.
Omvæltninger kræver sin tid, og jeg har heldigvis en hel evighed at tage af.

onsdag den 17. oktober 2012

At glædes og glæde sig til

I dag er helt normal fridag, bare fordi jeg er deltidsansat.
Stor glæde.
Solskin og vindstille.
Stor glæde.
Jeg har cyklet rundt i omegnen og en tur på Torvet, hvor der er torvedag, og med hjem kom en gammel ost fra Ostemanden. Uhm, som den smager.
Stor glæde.
Black og jeg har været ude at gå en lang tur i det skønne vejr.
Stor glæde.
Jeg har haft vasketøj ude.
Stor glæde.
Jeg har bestilt billetter til Skyfall - den nye 007. Det er IKKE min genre. Jeg har sendt min salig ægtefælle en festlig tanke, for da vi var meget unge så vi samtlige 007 film. Det er min datter og svigersøns genre. Og det er også Blacks "hundesitter"s genre. Jeg fik 2 biobilletter i fødselsdagsgave, og de duer til Næstved eller Roskildes biografer. Så Blacks hundesitter er inviteret. Vi skal alle 4 se 007 og bagefter finde et godt sted at spise. Jeg gætter på Vivaldi. Der var min datter og jeg på besøg, da hun boede her, og det var skøn mad vi fik.
Jeg glædes og glæder mig.

mandag den 15. oktober 2012

Faktorernes orden

er ikke altid ligegyldig.
Læs lige, hvad jeg hørte i dag - af en kollega, der gav dette billede på en problemstilling:

Jeg tager bussen, når det regner.
Det regner, når jeg tager bussen.

søndag den 14. oktober 2012

Søndag - gad vist?

om der skulle blive energi til at gå en lang tur i regnen?
inden en ny uge tager sin start.
Søndag.
Sove længe - til kl. halvsyv.
Glæde over reolerne er fuldstændig samlet.
Glæde over alt er sat på plads.
Glæde over livet.
Glæde over det går bedre og bedre med en skadet skulder.
Skal jeg bære ved til bålet? "Tonsvis" af pap til afbrænding på bålpladsen.
Slåmaskinen ville IKKE starte, så den er kørt i hus for vinteren.
Det er vindstille og sommeren har vist mistet sit tag.
Alt er endnu grønt her på min lille plet i verdenen.
Efterårsfarverne er udenfor matriklen.

lørdag den 13. oktober 2012

Sover Dolly på ryggen?

Torsdag aften var min biografklub inde og se
Sover Dolly på ryggen?
Nikolaj Lie Kaas var helt forrygende i sin rolle.
Sprælsk, fræk og med en vidunderlig livsappetit.
Lene maria var også forrygende i sin rolle.
Hun var modsætningen til Nikolaj - den tjekkede.
Vi blev så godt underholdt, for selvom genren er komedie/romantik, var filmen også meget humoristisk.
Jeg gik ud af biografen med latter og glæde i sindet.
Dolly - hvem det er?
Det er ikke det klonede får eller Dolly Parton.
Se filmen og du bliver forbavset over hvem Dolly er.

FUP OG SVINDEL????

Jeg undrer mig meget.
Jeg har modtaget denne mail og tænker om det er fup og svindel????
Jeg skal i hvert fald ikke have ændret mit password til mit Visakort.
Tænke-tænke tilbage... har jeg på noget tidspunkt haft problemer med at huske mit password?
Nej.
Er der bøvl med kortet, skal jeg have besked via min bank - enten i netbank eller pr. brev, evt. en telefonopringning fra en kendt person i banken.
Jeg bliver også meget mistænksom pga sprogbrug og brug af æ, ø og å.
Igen beviser blogland som en vidunderlig kilde til at sprede budskab om svindel.
For jeg er 100% overbevist om at det er svindel.


forkert adgangskode
Du har givet en forkert adgangskode til Verified by Visa er tre gange og skal derfor starte et andet. For at gøre dette, skal du kontrollere dine oplysninger nedenfor. Så snart din nye adgangskode er aktiveret, kan du identificere dig og betale med kortet i Verified by Visa-tilknyttede butikker.
Verified by Visa / MasterCard SecureCode password skal ændres på grund af mange mislykkede logins

Skift password

torsdag den 11. oktober 2012

Smag, mit barn!

For nogen tid siden så jeg et indslag i TV-Avisen (?) eller var det Aftenshowet (?) om et forskningsprojekt, der kører i skolerne, hvor børnene skulle have smagsprøver på forskellige (sunde) madvarer. Bagefter skulle de bedømme smagen og oplevelsen.
Der blev også sagt: når man har smagt noget 8-10 gange, begynder man at kunne lide det.
For blot to måneder siden var humus hos mig: BAVDR.
Nu spiser jeg det med stort velbehag, og laver det selv helt fra bunden.

onsdag den 10. oktober 2012

Længe ventet

Endelig langt om længe - mere end 3 uger forsinket - er mine reoler ankommet.
Det SKAL blive skønt at få de få ting, der har lyst til at bo her, kan komme på plads.
Lige inden skal de samles.
Suk.
Møbelfirmaet havde lovet mig, at de var samlet.
Det er de også.
Men
sæt lige selv
sokkel
døre
skuffer
på/i.

Den ene reol skulle bæres af 2 mænd.
De 2 mænd bar den pænt indenfor.
Jeg fik den befriet for pap og beskyttelsespapir.
Og skubbet - med bagdelen - fri af indpakningen.

Med en skadet skulder må samlingen vente, til den har det bedre.
Forhåbentlig allerede i morgen efter jeg har været til fysse.