torsdag den 31. december 2009

onsdag den 30. december 2009

Endnu en UFO færdig

Denne trøje begyndte jeg på i min sommerferie og endelig langt om længe har jeg fået syet den sammen og knapper i. Den er strikket i Muscat bomuldsgarn og jeg har brugt 9 nøgler. Opskriften er fra drops.


Mini

Min "Mini" som modellen hedder er blevet færdig endnu en gang. Første gang kunne jeg være i den 2 gange. Nu passer den bedre.
Jeg er bestemt ikke glad for at strikke en trøje 2 gange...

tirsdag den 29. december 2009

Noro hue

Min hue er færdig og indviet.
Det er lidt vanskeligt at fotografere sig selv....

Huen blev indviet med en tur til stranden af de lange.
Køerne er taget hjem. Nu kan man løbe på skøjter, for deres vandhuller er frosset til.

mandag den 28. december 2009

Julegave

En af mine skønne julegaver er Noro silk garden garn til en hue. Den er lige straks færdig, for der skal kun være en lille bitte vind, så er huen på.

Puslespillet


Juleaften fik jeg denne opskrift til adventsgaverne og puslespillet:

Puslespillet.
Dine brikker har du modtaget i nov./dec. Måned i form af garn.
De sidste brikker falder på plads nu.
Inspiration kommer fra din egen stue: du kan godt li´
Din trøje eller bluse har et navn: PUSLESPILLET.
Legen:
Alle brikkerne skal pusles sammen til en trøje eller bluse som det behager dig.
Du skal sørge for, at alle garnerne bliver puslet ind i puslespillet og præsenterer sig selv mindst en gang.
Du skal sørge for, at strikkemetode rib, ret, vrang, omvendt glatstrikning, glatstrikning, hulmønstre og halv-/helpatent forekommer mindst en gang.
Resultatet bedes dokumenteret i form af et billede, tak.

Det skal nok blive et sjovt projekt - når det bliver forår, for det må da helt sikkert vente til foråret med de skønne grønne farver.

søndag den 27. december 2009

Sort uheld?

eller tankeløshed?
Jeg ved ikke, hvad jeg skal kalde det. Jeg har gang i forberedelser til julefrokost til 10, og både ovn, kogeplader og opvasker er/var kørende. Lige pludselig bliver her helt stille.
Ups! det hele var gået i stå. Men her var stadig lys.
Ud til el-tavlen for at undersøge, hvad pokker der er galt.
Jeg kan spejle æg på sikringerne, av, så varme var de.
Det tyder jo på overbelastning!
Heldigvis havde jeg EN sikring på lager, så nu er det kørende igen.
MEN kun en ting af gangen.
Og jeg blev træt!!

lørdag den 26. december 2009

Julefrokoster

Findes der noget så dejligt som 2. juledag om aftenen?
Det kunne min mor altså aldrig glemme, at jeg havde sagt som barn.
Jeg synes stadig at 2. juledag om aftenen er så dejlig.
Jeg har været til julefrokost i København hos gode venner i dag. Ih, hvor er vi gode til at spise. Og spille pakkespil. Jeg var heldig, for jeg fik 6 pakker med masser af sjove og brugbare ting - undtagen en dåse tarteletfyld med hønsekød. Selvom jeg er ikke-fanatisk vege, er det ikke noget for min gane.
I morgen er det min tur til at holde julefrokost, så jeg skal bare lave mad hele formiddagen.
Jeg ved, at det bliver meget hyggeligt.
Og i morgen aften har jeg en meget træt hund.
Ha en god 2. juledags aften.

Julepapir

Stor gensynsglæde juleaften for Black og Felix. De har ikke set hinanden i nogle måneder. Vi pakker julegaver ind i smukt julepapir med bånd.
Black elsker jo at "hærge" - papkasser, køkkenrullerør, poser osv osv elsker han at hive i stykke.
Juleaften var han lige i sit ES, for der var mange pakker, og jeg tror han havde snuden i hvert et stykke papir, som blev flået godt og grundigt i mindre stykker.
Felix stod forundret og kiggede på, hvad det dog var Black havde gang i.

Hav en glædelig 2. juledag.

fredag den 25. december 2009

Kaput TV

Mit 3½ år gamle TV er bare kaput.
Fin lyd og billedet er 3 farvestriber.
Mon det kan betale sig at få det repareret og er det i det hele taget muligt at finde en reparatør?
Der går et mundheld om, at der sker altid 3 ting på en gang.
Vandskade og et kaput TV. Hvad bliver det 3.?

Vandskade

En skøn juleaften med en hvid have er gået over i mindernes verden.
Skønt at sove længe i denne huletid.
Knap så skønt at vågne op til en grøn have, fordi sneen der lå så smukt også på tagterrassen er blevet til vand. Og vand kan komme ind alle vegne. Også i mit køkken.
På med træskoene og udstyret med en kost og op og feje vandet væk.

onsdag den 23. december 2009

Glædelig jul

Kære alle.
Jeg ønsker jer glædelig
jul og et fantastisk godt
nytår.

Merry Christmas and Happy New Year to all of you from all of us.

tirsdag den 22. december 2009

Black var "væk"

I går eftermiddags skulle jeg lige ud med en skraldepose, og opdagede ikke, at Black smuttede ud.
Jeg gik nemlig ud af hoveddøren, og når jeg åbner den, holder han sig altid lidt tilbage inde i entreen (god vane, når der kommer gæster - jeg vil IKKE have at han farer hen til dem).
Jeg skulle lige støvsuge på førstesalen. Da jeg kom ned i stueetagen igen, forventede jeg Black var i køkkenet.
Ingen hund. Han var heller ikke i stuen.
Jeg kaldte. Der kom ingen hund.
Havde jeg lukket ham ud?? Jeg kunne ikke genkalde det i erindringen, og terrassedøren stod ikke på klem.
Men Black stod ude på den anden side af terrassedøren, og det kan nok være, at halen logrede da jeg åbnede døren.
Jeg tror han har været ude i den friske luft en times tid.

mandag den 21. december 2009

God samvittighed

Ih, hvor har jeg god samvittighed.
Jeg har lige skrevet det sidste julebrev, og om et øjeblik er det puttet i postkassen.
Den sidste julegave er også købt.
Så kan julen bare komme an.

Huletid

Juletid er lig med huletid.
Hvor er det dog skønt at have et par ugers ferie.
Hvor er det dog svært at komme ud af døren.
Der er så hyggeligt og lunt indendøre.
Så godt at sidde og glo ud af vinduet på al det hvide.
Indkøbssedlen er skrevet.
Hunden venter utålmodigt.
Han skal nemlig med på indkøb.
Og bagefter en luftetur ved stranden.
Jeg skal bare ud at købe en julegave til mit svigerbarn.
Og bare en lille smule mere...
Og og og
Kom så af sted.

søndag den 20. december 2009

Lagersalg

Jeg bringer her en reklame for min svigerinde.

Designer Outlet

Hvorfor gå på lagersalg – når lagersalget kan komme til dig ?

Der har været stor efterspørgsel på virksomhedsbesøg, derfor tilbyder vi nu at besøge din virksomhed med vores Designer Outlet.

Vi tilbyder mærkevarer til rigtig gode priser, spar op til 85 %

Hvordan foregår det?

Vi aftaler en dag (onsdage) hvor det vil passe dig og din virksomhed
Vi kommer med vores designer outlet ca. 1 time før det er annonceret
Vi har selv dankort-terminal med
Vi skriver naturligvis kvittering på det købte tøj


Du sørger for de fornødne aftaler med HR-afdelingen eller andre ansvarlige.

Du sørger for, internt i virksomheden, i passende tid, at informere via mail og sætte opslag op om, at vi kommer.

Som tak for hjælpen får du et par eksklusive strømper fra Wolford, Max Mara eller Armani

Vi tilbyder følgende brands:

Bitte Kai Rand – Rützou – Replay – Nolita - Ticket to heaven – Customized - Sandwich - Stills – Jackpot – Part Two – Anne Fontaine – Reyure m.fl.

Vi ser frem til at møde dig og dine kollegaer til et rigtig godt køb og et par gode timer.

De bedste hilsner fra
Schack & Thorsted
VP Arkaden – 3200 Helsinge 48 79 48 79
Jernbanegade 6b - 3600 Frederikssund 47 31 23 85

lørdag den 19. december 2009

Nøddebuskene


har stadig blade. Det ser da helt vildt ud...

Endelig kom posten

et godt stykke tid over middag, og jeg var lige startet på en lang gåtur med Black. Den blev nu ikke kortere af at posten kom i det samme som vi gik. For så kunne jeg rigtig gå og glæde mig til at komme hjem og pakke ud.
I formiddags fortalte min søde datter, at resten af puslespillet først kommer juleaften.
Jeg troede.....at spændingen blev udløst i dag, men ak, jeg må atter vente.
Jeg lærer tålmodighed!!
Ih, alle de grønne farver. Gad vist hvad det dog skal ende med???

Årets julekort

Årets flotteste julekort - kom fra England i år.
Handmade by Sue.

Hårdt arbejde

Min bil har været godt sneet inde nogle dage.
I dag skal jeg ud at køre, så jeg skal ud at grave den fri.
Jeg bor på en amtsvej (eller hedder det en regionsvej nu?), og de er meget flinke til at skrabe fortov og kørebane. Men men - det betyder jo, at der ligger nogle pænt store snevolde hvor min indkørsel er.
Der er kun en vej, at fatte sneskovlen og lidt hårdt arbejde.
Jeg trøster mig med, at det er god motion, og så kan jeg holde varmen og er ude i den friske luft.
Hav en fortrinlig lørdag.
Lørdagsadvent - jeg venter på posten og den 4. pakke til puslespillet.

fredag den 18. december 2009

Ih guder

Black skulle ud her sidst på aftenen. Han var lige løbet ret stærkt ud i baghaven, og der lød et bump på terrassen. Jeg blev ret så forskrækket og åbnede døren for at undersøge, hvad det var.
Det var en kat, der havde lagt sig til ro på en af stolene.
Den havde travlt med at komme væk.

Juleferie

Min juleferie er lige begyndt.
Så skønt, så skønt.

torsdag den 17. december 2009

3 timer 10 minutter

tog det i dag for at komme fra Køge til Amager. Suk.
Bybussen var kun 10 minutter forsinket. Der kom ingen S-tog i 40 minutter, og da der endelig kom et var der kun 4 vogne på i stedet for 8. Ja, vi stod som sild i tønde allerede i Køge.
Lokoføreren annoncerede at lige bageftter kom et andet tog, som var helt tomt. Det kan nok være, at jeg kom af ved næste station.
Da vi endelig langt om længe nåede Nørreport station, stod der mennesker langt op ad trappen til Metroen. Der ville da nok gå et par timer inden jeg kunne komme med et Metro-tog.
Så jeg gik op i den friske luft for at se om jeg kunne få fat i en taxa. Ingen taxaer i miles omkreds. Men sandelig - der holdt en bus med skriften: COP-15.
Jeg løb hen til den og spurgte om jeg kunne komme med ud til min arbejdsplads. JA, DET KAN DU DA, svarede den friske og venlige chauffør. En anden af mine kolleger havde også lige spurgt om det samme. Den søde chauffør satte os ekstraordinært af ved Islands Brygge, og så var der kun en frisk vandretur igen, før vi nåede vores bestemmelsessted.
Min kollega trykkede mig pænt i hånden og præsenterede sig: Rune.
Vi fik en god snak om arbejdspladsen på gåturen.
Så skulle vi ind, og vi kan kun komme ind med vores ID-kort.
Jeg havde et lille problem, for mit ID-kort lå i inderlommen, og min lynlås var gået i baglås.
Efter meget møje og besvær lykkedes det at få det ud og komme ind. Og få hjælp til at få løsnet lynlåsen.
Ha en dejlig dag ude i sneen.

onsdag den 16. december 2009

Snevejr

Jeg hører i radioen, at der er masser af sne i Jylland og Nordvestsjælland.
Her i det østlige Sjælland er der endnu ikke kommet et eneste snefnug.
Jeg var på vej til Amager og nåede Vallensbæk, så vendte jeg om - i et anfald af ja jeg ved ikke hvad.
For Jette Beckmans stemme lød i radioen: hold jer fra Vejlands Alle og Englandsvej. Det er de eneste 2 veje, jeg kender, for at komme til min arbejdsplads.
Der er politi allevegne derude, og pga demonstrationen i dag mod klimatopmødet er de allerede nu ved at undersøge bilerne, der kører ad Vejlands Alle.
Mon sneen også vil vælte ned over demonstranterne lidt senere på dagen?
Meteorologerne har jo også varslet sne her.
Nu kan sneen bare komme an, så vil jeg lokke Black ud i den. Han bliver som hvalp igen!
Sneen lyser så skønt op i denne mørke tid af året.

tirsdag den 15. december 2009

Nisserne

her er ca. 40 cm høje. Det har taget en rum tid at lave dem - helt fra inderst til yderst. Faktisk startede jeg sidste år med at sy kroppene. Så var julen slut, og min lyst til at lave nisser gik på orlov. I oktober i år fandt jeg dem frem igen, og jeg skulle bare være færdig til den 13., for da skulle de være fødselsdagsgave til en kær ven.
Hun har et vægdrivhus og om vinteren huserer der masser af nisser på et "tæppe" af gran og på taget er der lagt halm. Det er bare så sødt.




søndag den 13. december 2009

Hva er det?

Der kom en julegave til mig med posten. Jeg synes ikke, at jeg skulle vente helt til juleaften med at åbne den, så jeg pakkede ud.
Se, hvad der var i. Det kan være svært at gætte ud fra et foto, men det er den mest velduftende sæbe og en hvid vaskeklub.
Et spændende stykke sæbe, som jeg i hvert fald vil have liggende til pynt længe, inden jeg nænner at bruge det. UPDATE: der skal selvfølgelig ikke stå vaskeklub, men vaskeklud. Eller som Kaj og Andrea synger - klaskevud. Tak, Ellen.

Juleudstilling IIII

Der er nu ikke meget jul over dette billede.
Måske København har sparet på strømmen til julelysene pga klimatopmødet? Det grønne lys i de stande, der var sat op på Rådhuspladsen, havde ikke meget julepræg over sig.
Globussen heller ikke.

Juleudstilling III

Jeg synes juleudstillingen og pynt af Staden var lidt tynd.
Her er noget af det bedste: Illums vinduer. Og en herlig kane foran en af butikkerne i Krystalgade.




Juleudstilling II

Inspireret af Madame - flot kloakdæksel i Fiolstræde. Jeg kom til at tænke på H.C.Andersen da jeg så den blanke soldat. Mon det skal symbolisere Tinsoldaten?

Juleudstilling I

Fredag bød på "juleudstilling" i Staden sammen med en veninde.
Første stop var Sømods bolcher. Tænk, de fremstiller bolcher som de gjorde da de startede. Selv vægten ser ud til at være den samme - med små fine lodder.
250 g dameskrå og 250 karamelbolcher + 8 rustne søm kom med mig hjem.

3. lørdag i advent

3. del af puslespillet. Pakken kom fredag og jeg må altså først pakke op om lørdagen. Men jeg snød, og pakkede op fredag aften kl. 22.30.
Bare fordi jeg havde besøg af en veninde, som ELSKER grønt, og jeg var jo nem at lokke til at pakke op. Det bliver mere og mere spændende.
5 grønne farver - fint afstemt efter hinanden.
Gid næste uge må gå meget hurtig, for jeg kan næsten ikke vente.

fredag den 11. december 2009

Sproget

Nyt om sprog, skriver Kulturministeriet i en pressemeddelelse i dag.
Her er et uddrag:

NYT OM SPROG
Sproget.dk giver en samlet adgang til officielle og autoritative sproglige opslagsværker og er det sted på nettet hvor man finder vejledning, oplysning og svar på spørgsmål om det danske sprog og sprogforhold i Danmark. Sproget.dk blev lanceret i Kulturministeriet 23. oktober 2007 og er siden da blevet besøgt over 1.6 mio. gange. I forlængelse af sin 2-års fødselsdag er sproget.dk den 11. december klar til at lancere en ny og forbedret søgefunktion. Med den nye ”mente du”-funktion vil man fx kunne få hjælp til at finde det ord man søger. Skriver man fx hieraki, vil sproget.dk foreslå det korrekte hierarki. Og søger man på advokado, foreslår sproget.dk avokado. Klik på forslaget, og søgningen foretages med det samme. Samtidig bliver det muligt at foretage emnesøgninger idet hver side er blevet forsynet med grammatiske emneord, som man enten kan søge på via emnesøgningssiden, der er opdelt i 11 kategorier fra 'betydning' over 'dialekter' og 'tegnsætning' til 'udtale', eller via emneregistret, hvor man kan vælge blandt samtlige de emneord der er i brug på sproget.dk.

Brug linket her - det er suverænt godt.
Jeg kendte ikke siden, det gør jeg nu, og den ligger allerede i foretrukne

torsdag den 10. december 2009

TV

Mit TV "frøs". Dvs fjernbetjeningen var total død. Jeg kunne ikke en gang slukke for det. Allerførst skiftede jeg batterier i fjernbetjeningen. Det halp ikke en dyt.
Så jeg måtte "krybe til korset" og finde brugsanvisningen - og det "værste" læse den.
For jeg vidste at et eller andet sad der nogle knapper jeg kunne trykke på.
Jeg fandt knapperne og der skete absolut intet, da jeg trykkede på dem. INTET.
Hjælpen var heldigvis kun et telefonkaldvæk.
Træk stikket ud - fuldstændig som når computeren "fryser", tryk på afbryderen.
Det virkede.
Tak for hjælpen, svigerbarn.

Lidt forår

kan disse kønne hyacinter da minde om. Det kommer lige om lidt - foråret.

onsdag den 9. december 2009

Brændeovn

Jeg har i et stykke tid tænkt på om jeg skulle anskaffe mig en brændeovn.
I går aftes begravede jeg mine overvejelser! Fordi jeg var ude at besøge en veninde, der HAR brændeovn, og hun havde fyret godt op i den. Der var ca. 28 grader. Selvom der blev åbnet vinduer, blev der ved med at være megavarmt.
Jeg var bare ved at smelte. En badedragt ville have været passende påklædning.
Black var med, og han var urolig hele aftenen. Klart - den meget varme. Black og jeg er kun vant til 20 grader - et niveau hvor vi befinder os ganske godt.
Øh... jeg kom også til at spise for meget af den gode mad. Heldigvis havde jeg elastiske bukser på!!
Og vi havde en herlig aften.

mandag den 7. december 2009

Nu igen

Nu har min mobiltelefon gjort det igen. Lagt billederne fra i går over i telefonens hukommelse i stedet for på det lille memorykort. Jeg gider IKKE læse brugsanvisningen.
Det var ellers ærgerligt, for der var mange gode billeder fra gårsdagens strik-in hos Marianne.
Tak for en herlig eftermiddag, strikketøser.

søndag den 6. december 2009

Give away

se her
Super lækkert hjemmespundet garn. Jeg taler af erfaring.

2. søndag i advent

24 appelsiner og mandariner havnede i saftpresseren og blev til et par liter SKØN saft.Jag skal til strikke cafe hos Marianne i eftermiddag. Der kommer 2 nye i "klubben".
Hav en fortryllende 2. søndag i advent.

lørdag den 5. december 2009

2. lørdag i advent

Endelig blev det lørdag morgen og jeg måtte åbne min pakke fra min kære datter. 2. del af puslespillet. Det bliver mere og mere spændende, hvad det skal ende med.
2 skønne nøgler grønt garn, og 4 meget flotte maskemarkører. Dem skal jeg sikkert også bruge i puslespillet, kender jeg hende ret.

Nissen

TUSIND tak til Lavendel for denne fine nisse, som jeg havde vundet ved Lavendels gaver på vandring.

Pakker

I går lå der 2 pakker i min postkasse.
En fra Lavendel og en fra mit afkom.
Ih, jeg kunne næsten ikke vente med at få komme indenfor og få pakket op.
Men jeg måtte pænt vente, for hilseritualet med Black efter en lang alene-hjemmedag er vigtigere.

torsdag den 3. december 2009

Medicin

Jeg har forhøjet kolesteroltal, og selvom min læge siger jeg spiser perfekt, er det stadig for højt. Det er genetisk og nedarvet fra min mor.

Jeg SKAL spise en pille hver aften, og min modvilje mod det er så stor, at jeg ofte glemmer det.

Jeg fik en god ide til at huske at spise den d.... pille. Jeg har simpelthen sat alarm på min mobiltelefon på et tidspunkt hver aften, så jeg i det mindste bliver husket på at sluge pillen.

COP15

er klimakonferencen døbt. Fred være med det!
Jeg håber der kommer noget meget fornuftigt ud af det, så vores jord kan få det bedre.
Alle gode ønsker for det.
Jeg sender også en bøn ud i universet om at alt kan forløbe glat for den omkringliggende trafik, for det bliver noget nær h..... at komme på arbejde. Jeg skal netop for Bella Centret for at komme på arbejde, og de fleste veje er afspærret. Der er ikke mange alternative ruter.
Øv.
Og når Obama kommer på visit, er ALT afspærret.

Give away

Kig forbi her på mandag, der sker ting og sager. Forhåbentlig, for blogejeren er plaget af en pt dårlig opkobling.

tirsdag den 1. december 2009

Julepynt

er lige så langsomt ved at indfinde sig her på matriklen - godt inspireret af blogland. Denne guldting hænger ved min hoveddør. Den kommer fra min fars butik, og da han døde i 1969, har den nogle år på bagen. Jeg passer ekstremt godt på den - den er rent guld for mig.

Min søde julemus har fået plads i kliviaen.

Test om du kan læse korrektur

her
Den danske sprog kan være vanskelig.

Gaver på vandring

Gaver på vandring.
Nu er det jo juletid, så jeg sender en gave på vandring - reglerne er simple.
Den første, der kommenterer, vinder. Dog skal skal man selv sætte en gave på vandring på egen blog.
Ingen gaver er for små and let the game begin....

Se her.

mandag den 30. november 2009

Slut

November er slut. Den har været lang, våd og mørk.
Velkommen december, du skønne måned, som varsler om forårets snarlige komme - igen.

søndag den 29. november 2009

Advent

Jeg beundrer juledekorationer og den kreativitet, der lægges for dagen.
Selv er jeg ikke til juledekoradioner, så min adventskrans er 4 lys på en bakke, og de bliver alle 4 tændt på en gang.
Hos min mor og far blev der tændt et lys ad gangen, og når det så var brændt ned til samme højde som de afbrændte, blev de resterende lys tændt.
Jeg har lige syet en gulddug til sofabordet i dag og lagt den på med en dobbelt "dækkeserviet" ovenpå som "løber". Lidt julet.
December er en SKØN måned - den varsler om forårets snarlige komme. Og juleFERIE.

Skal du have juleferie?

GOD ADVENT.

2 nye tørklæder

kan danne afslutning på denne lange novembers kreative udfoldelser. Et lyseblåt strikket i soft mohair - 2 nøgler i perlestrik.
Et baktus lignende tørklæde strikket i LÆKKER Zauberball fra SchoppelWolle. Det har været en fornøjelse af de store at strikke. Det bliver lige så stor fornøjelse at bruge det.

lørdag den 28. november 2009

Høj snudeføring

Black har høj snudeføring. Bare fordi jeg er ved at stege lever til mine gæster - kun den ene af dem.
Det er en tradition en dag i november, at jeg steger lever til hende, fordi hun får det aldrig hjemme, da resten af familien ikke kan lide det.
Jeg gætter på, at der nok skal blive et stykke til Black, selvom der også skal være til madpakken til den ene gæst.
De andre skal have mørbrad.
Jeg skal have - sammen med dem alle sammen - stegte rodfrugter.

Julefrokost

på min arbejdsplads i går startede med Høvdingebold. I tiden op til i går havde 8 forskellige hold dystet mod hinanden og 4 gik videre til semifinalen. Den blev afgjort i går. I koncerthuset.
Dørene blev åbnet lidt i et, og der lød dramatisk musik ud af alle højttalere. Så højt at gulvet ligesom hoppede med.
Scenen var sat med høvdingeboldarenaen - oppustelig plastik, fuldstændig lige som havebadebassiner.
De forskellige hold havde også deres mascotter med - og fanklubber. De lavede meget støj, med tudehorn, stortrommer og dommerfløjter.
Der var HØJ stemning. Kampene blev kommenteret af 2 ret gode sportskommentatorer.
Konferencieren. Prøv lige at lægge mærke til hendes sko - hun kan i hvert fald gå på dem, UDEN at falde ned.

MEDINA kom og gav 2 numre. Musikken var rigelig høj, så jeg kunne ikke høre så godt, hvad hun egt. sang.

Så er det tid

Det er lørdag, og jeg må pakke min pakke op.
1. lørdag i advent. Jeg har her indført et nyt begreb!!
Indholdet er SKØNT garn fra Marianne Svit - i en herlig grøn farve.
Jeg ved endnu ikke, hvad det skal bruges til, for det er en del af et puslespil, som mit afkom har udtænkt til mig. Resten af puslespillet kommer i løbet af december.

torsdag den 26. november 2009

Emmy

Sådan ser en Emmy ud - og den er tung. UPDATE: Min arbejdsplads har modtaget EMMYen for LIVVAGTERNE. De har lavet hattrick - godt gået. Vi blev inviteret til champagne og kransekage i den forløbne uge, og EMMY var jo med, så vi alle kunne beskue den.

onsdag den 25. november 2009

tirsdag den 24. november 2009

Frokost i det fri

Det er herligt at have en dag hvor det er muligt at arbejde hjemme. Det gør jeg i dag.
Solen skinner, og der er 12 g. så jeg har holdt frokost udenfor i dag.
Og sluttede af med en tur "jorden rundt". Roserne er stadig flittige.
Tulipantræet har smidt alle sine blade nu, men har til gengæld sat frugter. De ku godt ligne rønnebær lidt.

Der har også været en mælkebøtte på spil for ganske nylig.


Den første pakke

Ih altså, jeg har lige hentet denne pakke i postkassen. Det er den første gave i advents-pakke-kalenderen fra min datter. Jeg må først åbne den PÅ LØRDAG. Jeg har på det nærmeste trykket pakken flad for at finde ud af hvad der er i den.
Jeg bliver længe oppe på fredag, for så kan jeg åbne den kl. 00.01!!!
Altså.
Pakken er del af et puslespil. Jeg gætter på, at datteren min hygger sig svært meget ved sit "drilleri". Hm.

Euphorbia pulcherrima

også kaldet julestjerne. Den hører til mine absolut favoritter i denne mørke tid, hvor jeg synes rødt lyser så godt op. Disse to er dyrket i Vemmedrup - en lille landsby i nærhede af Køge.

mandag den 23. november 2009

UPS

Blacks og min normalt herlige morgentur blev lidt af en gyser.
Først glemte jeg at give hunden linien på. Han står pænt foran porten og venter på at få den på og at jeg åbner. I dag glemte jeg det bare. Han drøner ud til hjørnet med plantesten, for han skal jo markere, at her bor han altså.
Jeg vågnede ganske brat, for der var ingen ryk i min arm.
UPS.
Black har nok selv synes, der var noget galt, for han kom OMGÅENDE, da mit råb PÅ PLADS lød.
Vi vandrede glade og fro ud i det tusmørke lignende morgenvejr.
Lige pludselig "faldt en cyklist på mountainbike ned fra himlen" inde på fortovet, og det var MEGET tæt på, at Black, linen og mig var kommet i klemme.
Så et nyt råb fra mig - fik cyklisten ud på cykelstien.
Nu tager jeg lige et break, inden jeg kører på arbejde!!
Ha en fornøjelig dag. Det ved jeg resten af min dag bliver.

søndag den 22. november 2009

Patchwork tæpper

I sylokalet er der også patchwork kurser.
Der hænger nogle meget flotte tæpper, jeg kun kan beundre. Dette er syet af udelukkende små firkanter. Imponerende.
Et enkelt juletæppe. Smukkefarver.

Dette er bare specielt. Sikke en komposition.